Økonomisk kriminalitet

Feriebilleder på facebook afslører socialt bedrageri

Facebook er også en sladrehank. Det må et par fra Tårs erkende

Kontrolmedarbejdere fra kommunen kigger også på feriebilleder på Facebook. Arkivfoto
Kontrolmedarbejdere fra kommunen kigger også på feriebilleder på Facebook. Arkivfoto

HJØRRING: Et par fra Tårs stod mandag ved Retten i Hjørring tiltalt for socialt bedrageri for godt 400.000 kroner.

Det skulle angiveligt have stået på fra 2007 til 2011, hvor den nu 37-årige kvinde modtog forhøjet børnetilskud, boligstøtte og friplads i institution til sine fem børn, efter at hun var blevet separeret fra sin mand. Påstanden var, at parret kort efter separationen fortsatte deres samliv.
Her holdt politiets beviser imidlertid ikke. Det var først fra 2010, at der var håndfaste beviser for, at parret levede sammen igen.

Feriebilleder

- Det var blandt andet feriebilleder på Facebook og naboer, der kunne bevidne at parret på det tidspunkt fandt sammen igen uden at få justeret de offentlige ydelser, fortæller anklager Jette Rubien.

Den 37-årige kvinde og den 46-årige mand erkendte da også i retten, at de havde fundet sammen igen i 2010.
De slap med at skulle betale 97.000 kroner tilbage og fik derudover hver en betinget dom på tre måneders fængsel.
De modtog begge dommen.

Bedrageri for 4,2 mio. kr.

Hjørring Kommunes kontrolteam afslørede i 2011 socialt bedrageri for 4,2 millioner kroner fordelt på 45 sager. Det er ofte naboer og andre, der anmelder par som modtager offentlige ydelser som eneforsørgere, selvom de i virkeligheden lever i et parforhold.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden