Fire katte døde af ulovlig sneglegift
Ulovligt middel mod dræbersnegle er sandsynligvis årsag til fire kattes død
Opdateret kl. 09:54
NØRRESUNDBY: På få dage er fem katte blevet fundet med feber og kramper inden for det samme villakvarter i Nørresundby. Symptomerne tyder på, at kattene har spist et sneglemiddel med det ulovlige stof, metaldehyd.
En af kattene var den knap 11 år gamle hankat, Malle.
- Vi måtte aflive Malle samme dag om aftenen, siger Ralph Makholm, der sammen med sin hustru Pia Makholm bor i Nørresundby.
Giften smager sødt
Ægteparret blev ringet op af dyrlægen, der havde fået katten indleveret om eftermiddagen, mens den stadig var levende. Selvom dyrlægen forsøgte at stabilisere hankattens tilstand, var der ikke noget at stille op mod den farlige gift.
- Der skal ikke mere end et par slik til, før det er farligt. Og giften er lavet sådan, at den smager sødt, hvilket kan friste katte eller andre dyr til at spise det, siger dyrlæge Henrik Bastholm.
Når katten først har indtaget giften, starter lidelserne, forklarer han. Først med kramper i ansigtet, der hurtigt udvikler sig til store kramper i hele kroppen. På grund af kramperne, får katten også høj feber.
- Man skal være opmærksom på, hvad det er for noget gift, man bruger mod dræbersnegle. Det gift, der er godkendt i Danmark, har ikke nogen skadelige konsekvenser for dyr, siger Henrik Bastholm.
Sneglegiften med det ulovlige metaldehyd kan købes på internettet og i Tyskland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.