Flere døde end i job
31 danskere har fået job efter ressourceforløb - 35 er døde
Opdateret 23. juni 2022 kl. 11:41
NORDJYLLAND: Der er større risiko for at dø i de såkaldte ressourceforløb, end der er chance for at få et job. Det viser tal, som NORDJYSKE har samlet ind i landets kommuner.
79 kommuner har svaret, og siden 1. januar 2013 er 35 danskere døde, mens kommunen forsøgte at afklare i et ressourceforløb, om de havde en arbejdsevne. Kun 31 er kommet i et ordinært job.
- Det er en skændsel for vores samfund, som vi kalder et velfærdssamfund, at mennesker, der hænger i så tynd en tråd, skal plages på sådan en måde, siger Enhedslistens Finn Sørensen. Han har kaldt beskæftigelsesministeren i samråd om sagen.
Otte døde, to i job
I Nordjylland er tallene endnu mere markante. I løbet af de knap tre år er otte nordjyder døde, mens blot to er i ordinært arbejde efter et ressourceforløb.
I Aalborg er der tale om tre dødsfald og nul job. Rådmand Mai-Britt Iversen (S) ved ikke, hvad de tre borgere er døde af.
- Men det er en målgruppe af borgere, der er svagere end hr. og fru Danmark. Vi følger det her område tæt, så vi kan få noget dokumentation, siger Mai-Britt Iversen, der gerne ser, at partierne i Folketinget tager førtidspensionsreformen op til revision.
Udover i Aalborg Kommune er der også tre borgere fra Frederikshavn Kommune, der er døde, mens kommunen forsøgte at afklare deres arbejdsevne. Det gør sig gældende for en afdød borger i hhv. Thisted og Mariagerfjord kommuner.
NORDJYSKE ønsker kontakt til pårørende eller bekendte til nordjyder, som er afgået ved døden, mens de var i et såkaldt ressourceforløb.
NORDJYSKE kan kontaktes på graverne@nordjyske.dk eller telefon 99353414 og 99353357.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.