Foråret blæses ind
Brønderslev Harmoniorkester klar til koncert
BRØNDERSLEV: Brønderslev Harmoniorkester inviterer tirsdag 28. maj til den stemningsfyldte årlige forårskoncert i Den runde Pavillon i Brønderslev.
Koncerten begynder klokken 19.30, og gæsterne kan se frem til at blive modtaget af musik allerede inden de træder ind i pavillonen.
- Aabyblæserne spiller nemlig jagthorn uden for, fortæller formand for orkesteret Thommy Funder.
Der er gratis entre til koncerten, og der venter publikum nogle glade musikalske oplevelser i gode musikeres selskab. Brønderslev Harmoniorkester er under ledelse af Mogens B. Jensen, og første afdeling byder på både marchmusik, Beatles-numre, jernbanedamp-galop og tango-jalousi. Og ikke mindst får publikum mulighed for at synge med på ”Velkommen i den grønne lund”.
Mens musikerne holder en bette pause underholder Kulturskolens Folkekor under ledelse af Marie Louise Clemmensen, og også her venter der publikum en velklingende oplevelse.
I anden afdeling spiller Brønderslev Harmoniorkester op til endnu en stribe gode ørehængere af store mestre, og aftenen rundes af med Brønderslev marchen.
- Det plejer at være en rigtig festlig og hyggelig aften, og vi håber, at rigtig mange vil komme indenfor i pavillonen, siger Thommy Funder, der tilføjer, at publikum kan få en forfriskning under vejs.
Thommy funder røber samtidig, at der 4. september bliver masser af musik i byen, når en række orkestre ude fra gæster Brønderslev for at deltage i en såkaldt stjernemarch.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.