Forbrugere føres bag lyset af onlinesvindlere

Ny undersøgelse viser, at 23 procent af alle forbrugere har købt en falsk vare online - uden at vide det. Og langt størstedelen af disse forbrugere er unge mellem 18 og 34 år

Kopivarer florerer på internettet. Arkivfoto: Martel Andersen
Kopivarer florerer på internettet. Arkivfoto: Martel Andersen Martel Andersen

NETHANDEL: Mere end halvdelen af alle forbrugere over hele verden er bekymrede for at købe falske varer - særligt her i juletiden, hvor en stor del af julegaverne købes online. Og 78 procent af forbrugerne (steget fra 64 procent sidste år) er bevidste om farerne ved onlineshopping, blandt andet er 42 procent bekymrede for sikkerheden i forhold til deres personlige oplysninger og betalingskort. Det viser en undersøgelse fra MarkMonitor, verdens førende eksperter inden for online brandbeskyttelse.

Blandt de forbrugere, som er blevet snydt, siger 71 procent, at oplevelsen har haft en negativ indvirkning på deres opfattelse af det ægte brand, og 59 procent siger, at de er mere påpasselige med at handle med brandet i fremtiden. Hele 12 procent vil ikke købe varer fra det brand igen. Og 29 procent har klaget til den virksomhed, der ejer brandet.

85 procent af forbrugere verden over synes, at brands bør gøre mere for at beskytte dem fra at købe falske varer. I den forbindelse siger 10 procent af ofrene, at de har søgt rådgivning fra det ægte brand, da de opdagede, at de havde købt en kopivare.

- Det store udvalg af falske varer på nettet er en trussel mod de ægte brands og ikke mindst for forbrugerne. Onlinesvindlerne bliver stadig mere sofistikerede i deres svindelnumre. Derfor skal forbrugerne være på vagt, når de handler online. Og brands skal have udviklet strategier for, hvordan de reducerer risikoen for falske varer samtidig med, at de beskytter deres kunder, siger Mark Frost, administrerende direktør i MarkMonitor.

Vi vil have den ægte vare

- Undersøgelsen viser, at flere kunder henvender sig til brands for at blive rådgivet og få hjælp til at forstå problemet med onlinesvindel. Det viser, at motivationen for frivilligt at købe falske varer ikke er så stor. Men det betyder desværre ikke, at forbrugerne ikke kan blive ofre for svindelnumre på nettet, tilføjer Mark Frost.

Hvad foretrækker forbrugerne? Næsten tre fjerdedele af forbrugerne siger, at de ikke vil købe kopivarer i fremtiden, 14 procent er ikke sikre, mens 12 procent ikke ser problemet i at købe falske varer. Den væsentligste årsag til ikke at købe kopivarer er ganske enkelt, at forbrugerne foretrækker den ægte vare - i hvert fald ifølge 47 procent af de adspurgte forbrugere.

Undersøgelsen blev udført af Opinium på vegne af MarkMonitor i november 2016. I alt 3.432 forbrugere fra ni lande - Storbritannien, USA, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Sverige og Holland - deltog i undersøgelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden