Forskudt skolestart skal styrke læring
Som første skole i Jammerbugt starter Ørebroskolen fra næste år med rullende skolestart for 0.-2. klasse. Det styrker læring og samarbejde
FJERRITSLEV: Ørebroskolen vil indføre rullende skolestart for skolens 0.-2.-klasser, hvilket indebærer, at eleverne på disse klassetrin fremover betragtes som én stor klasse, der undervises efter udviklingstrin. Eleverne skal arbejde sammen med både yngre og ældre elever i mindre grupper og får fælles undervisere.
Skoleleder Helle Gjerløv Møller er begejstret over den kommende nye undervisningsform:
- Det er en supergod måde at integrere på. Eleverne kan lære af hinanden. Og jeg forventer et højere fagligt niveau, hvor lærerne kan skræddersy undervisningen til den enkelte, udtaler Helle Gjerløv Møller.
Skolebestyrelsen og repræsentanter fra skolen har besøgt blandt andet Overlade Skole (Løgstør), Sortebakkeskolen (Hobro) samt Bislev Skole (Nibe) for at høste erfaringer fra andre skoler med rullende skolestart.
Personalet fra Ørebroskolen og Regnbuen (børnehave og SFO) skal 1. juli i år afholde møde, hvor de vil diskutere indholdet af rullende skolestart yderligere. Første rul forventes at blive 1. januar 2014.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.