En ukendt publikumsucces
Geocaching vokser hurtigt i Skagen
Opdateret kl. 09:41
SKAGEN: Skagens Museum har siden februar 2010 haft såkaldte geocaches eller skattejagter udlagt i og omkring Skagen, og her godt tre år efter kan de konstatere, at disse skatte nu er blevet fundet i alt 10.000 gange.
Geocaching er en GPS-baseret udgave af den gode gammeldags skattejagt, ofte med et element af naturkundskab eller historiefortælling indlagt. Således tager Skagens Museums geocaches også udgangspunkt i den gode historie om skagensmalerne og de billeder de har malet.
Museet har i dag 36 aktive caches placeret på nogle af de steder som betød noget for kunstnerkolonien, og ”logger” man en af disse skatte på hjemmesiden www.geocaching.com vil man også kunne læse en lille beretning om for eksempel P.S. Krøyer, Anna Ancher eller en af de andre folkekære kunstnere.
Verden rundt
Gennem deres geocaches har Skagens Museums sat 154 såkaldte ”rejsemønter” i omløb. Det er specialfremstillede metalmønter med blandt andet et Krøyermotiv, udlagt sammen med en appel om, at de folk der finder disse møntskatte, tager mønterne videre til den næste geocache de kommer til og så fremdeles.
Den mønt, der har rejst længst har i dag tilbagelagt over 46.000 km, og mønter fra Skagen har været i så forskellige lande som Kina, USA, Egypten, Dubai, Tadsjikistan samt Ukraine. Rigtig mange har uploadet billeder af mønternes rejse rundt i verden, eksempelvis en nonne i Tjekkiet og en soldat i Afghanistan.
Tre år efter start lever initiativet således stadig videre i velbehold, og faktisk viser tallene af fundne poster at geocaching langsomt bliver en mere og mere populær aktivitet under en tur til Skagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.