EMNER

Norske færgeturister får en hel dag i Frederikshavn

Efter nytår skal færgen ligge til kaj hele mandagen

Direktør hos Stena Line Carsten Kruse opfordrer hele Vendsyssel til at tage udfordringen op og give nordmændene en god oplevelse og lyst til at vende tilbage. Arkivfoto: Peter Broen.
Direktør hos Stena Line Carsten Kruse opfordrer hele Vendsyssel til at tage udfordringen op og give nordmændene en god oplevelse og lyst til at vende tilbage. Arkivfoto: Peter Broen. Pressefotograf Peter Broen

Opdateret 20. maj 2022 kl. 08:30

FREDERIKSHAVN: Nordmænd er gode til at bruge penge, når de er på tur. 1000 kroner per gæst siger erfaringen. Derfor kan butikker og restauranter i Frederikshavn se frem til en meromsætning på godt 20 millioner kroner i 2013, når Stena Lines nye sejlplan træder i kraft. Oslo-færgen Stena Saga bliver fra 7. januar liggende hele mandagen i færgelejet i Frederikshavn. Det betyder, at passagererne kan bruge tiden fra kl. ca. 8.00-18.00 på shopping og oplevelser.

Det oplyser Stena Lines danske direktør Carsten Kruse og turistchef Pauli Jørgensen fra Frederikshavn.

20.000 gæster

I de 40 uger, hvor Stena Saga bliver liggende hele mandagen i Frederikshavn, forventer rederiet at sejle med 20.000 gæster, altså et snit på 500.
Stena Saga flytter i samme forbindelse færgeleje i Frederikshavn. Fra 2013 rykker den over i Color Lines tidligere færgeleje.
Frederikshavn Havn ejer bygningen. Den har stået tom i næsten fem år, men nu sørger både Stena Line og Shipping.dk, som har lejet hele første sal, for nyt liv i bygningen med den smukke udsigt og flotte glasfacade.

Bedre logistik og smukkere havn

Direktør Mikkel Seedorff Sørensen, Frederikshavn Havn, glæder sig over, at der igen er aktivitet i bygningen på Færgehavnsvej 16.
- Vi ønsker en smukkere havn og bedre logistik, og vores målsætning er at forbinde havn og by. Det er vi nu gået i gang med, og flytningen af Stena Saga er første skridt. Vi har i tæt samarbejde med Stena Line lavet en spændende masterplan for hele færgehavnen. Allerede næste år sker der flere interessante ting, siger Mikkel Seedorff Sørensen.

Nye muligheder

Direktør Carsten Kruse, Stena Line, håber, at forretninger, restauranter, turistattraktioner med flere tager udfordringen op, så nordmændene får endnu større lyst til at sejle til Frederikshavn og tilbringe hele mandagen i Vendsyssel. Mulighederne er mange: Shopping i Frederikshavn, busrundrejser, ture til Skagen, Sæby og Læsø, Bangsbo-området, Palmestranden, golf og så videre.
Beslutningen om at placere Oslo-færgen i sit eget færgeleje, giver Stena Line mulighed for at flytte Stena Jutlandica’s afgang til Göteborg fra kl. 7.15 til 8.00.
- Det vil især glæde passagerer og fragtkunder i Midtjylland. Det viser en stor spørgeskemaundersøgelse, vi har lavet med deltagelse af 5.000 kunder, oplyser Carsten Kruse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden