Glatføre: - Folk kører vanvittigt
Efter en stribe glatføreuheld søndag morgen opfordrer Nordjyllands Politi folk til at køre mere efter forholdene
Opdateret kl. 09:40
NORDJYLLAND: En stribe færdselsuheld søndag morgen får vagtchef Michael Elkjær, Nordjyllands Politi, til at komme med en reprimande til de nordjyske bilister.
- Jeg kørte selv ind fra Hjørring ad motorvej E39 her til morgen, og der kom jo adskillige bilister blæsende forbi i høj fart, uden hensyntagen til at vejene ikke bare var våde, men også glatte efter nedbøren søndag morgen. Det skal jo gå galt ind i mellem, lyder advarslen fra vagtchefen.
Han oplyser, at Nordjyllands Politi havde en travl morgen med det, han kalder ”en stribe” uheld.
- Heldigvis blev det kun til bulet blik, men det kunne sagtens være gået meget værre, konstaterer vagtchefen.
Blandt uheldene var et mellem Nøvling og Visse. Her blev Nordjyllands Beredskab kaldt ud, da der var melding om fastklemte, men da beredskabet nåede frem, var bilisten kommet ud af sin bil.
Seneste uheld var klokken 8.06 ved Aabybro. Også her var der heldigvis kun tale om buler i de implicerede biler.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.