Tre kvinder forulempet af gramsecyklisten
Tre gange på tre timer har en mand befølt unge i Aalborg
Opdateret kl. 20:22
AALBORG: Gramsecyklisten har tilsyneladende slået til igen. Tre gange onsdag eftermiddag er unge kvinder tilsyneladende blevet forulempet af den cyklende mand.
En 22-årig kvinde anmeldte onsdag ved 16-tiden til Nordjyllands Politi, at en grønlandsk udseende mand på cykel havde antastet hende og befølt hende på bagdelen, oplyser vagtchef Mogens Hougesen, Nordjyllands Politi.
- Det er ifølge kvindens oplysninger sket klokken cirka 15.35 på Gullestrupstien tæt ved Andrupstien ved rundkørslen, hvor Universitetsboulevarden rammer Hadsundvej modsat Statoiltanken, forklarer vagtchefen, der meget gerne vil høre fra vidner, som måtte have spottet gramsecyklisten på tidspunktet for det, politiet betegner som blufærdighedskrænkelse.
Men det var ikke den eneste kvinde, der blev forulempet onsdag eftermiddag.
17.50 fik politiet en anmeldelse om, at en 20-årig kvinde, som løb ved Universitetsboulevarden i Aalborg Øst, blev befølt på bagdelen af manden, som kom cyklende forbi hende.
Og kort efter kl. 18.30 modtog ordensmagten en besked fra yderligere en kvinde, der var blevet generet af gramsecyklisten ved Lemvigvej.
Gerningsmanden beskrives som mand, grønlandsk udseende, 30-35 år, kort mørkt hår, iført grå/beige kasket og kørende på en hvid cykel. Han kørte efter episoden ad stien i østlig retning.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, Nordjyllands Politi har modtaget anmeldelser om en cyklende gramser.
En 25-årig studerende kvinde blev 5. september passet op af cyklisten på Gullestrupstien. Her blev hun befølt både bagpå og taget på brysterne, mens hun cyklede.
Da den mandlige cyklist dengang havde passeret den 25-årige kvinde, observerede hun, at det samme gentog sig to gange ved andre kvindelige cyklister på Gullestrupstien.
En 26-årig kvinde har da også anmeldt, at hun fik et klask i bagdelen af gramsecyklisten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.