Helenius på vej mod AaB-exit
Nicklas Helenius vil væk, hvis Lukas Spalvis bliver i AaB i foråret. Superligaklub er interesseret
Opdateret 10. maj 2022 kl. 17:15
AALBORG: Hvis AaB får held med at få udskudt et salg af topscorer Lukas Spalvis til efter indeværende sæson, kan det omvendt føre til en afsked med Nicklas Helenius.
Den tidligere Aston Villa-angriber lægger således ikke skjul på, at hans fremtid hænger uløseligt sammen med Spalvis’ skæbne.
- Min fremtid afhænger af, om Lukas bliver her eller ej. Vi må se, hvad der sker, men for mig er det vigtigste bare at få lov til at spille noget fodbold, så jeg kan bevise, at jeg er tilbage på mit gamle niveau, siger Nicklas Helenius.
Dermed er der lagt op, at Helenius udlejes i foråret.
- Det er nok det, der er størst sandsynlighed for. Omvendt kan det også være, at der i sidste øjeblik kommer et bud på enten mig eller Lukas, og så må vi jo tage den derfra, siger Nicklas Helenius.
Ifølge NORDJYSKE’s oplysninger er Esbjerg en mulig aftager, og her bekræfter cheftræner Jonas Dal interessen.
- Jeg vil gerne sige, at Nicklas er i spil. Han er et af de navne, vi har haft oppe at vende, siger Jonas Dal.