.
.
.
.

Af Jannie Kjær Nielsen sport@nordjyske.dk
opdateret 29. maj 2012 18:20

Historier fra en "soccer wife"

.

Velkommen indenfor hos vores familie, som her i Kansas går under navnet "The Nielsens"

E-mail Print
.
Kansas City: Som nogle måske allerede ved, er vi en nordjysk familie bosat i Kansas City, fordi vi er så heldige, at vores far skiftede til at spille fodbold i den amerikanske liga MLS.
Et skifte, der har betydet store oplevelser, omvæltninger og udfordringer for vores lille familie, men også et skifte, som på det tidspunkt var nødvendigt - sådan er fodboldtilværelsen jo.
Lad mig præsentere dig for alle rødderne. Vores familie består af: Isabella på 5 år, Mille på 14 år - far, Jimmy (Tidligere målmand for AaB) - katten Delgado, hunden CoCo (begge adopteret her i Kansas City) og til sidst forfatteren af denne blog, Jannie.
Her på bloggen vil jeg løbende opdatere med, hvad der sker både på og uden for banen, links til amerikanske avisartikler med Jimmy, aktiviteter i familien, forskelligheder i vores familieliv fra DK til USA, og ikke mindst vil jeg lægge billeder og video ind, så I også kan se vores dejlige Kansas City.
Jeg vil fortælle om vores liv på den anden side af Atlanten. Et liv som lige pludselig ændrede sig helt utrolig meget.
Vi har tidligere boet i Aalborg, Leicester City i England og Vejle. Når man ligesom os flytter rundt og væk fra DK, lærer man at klare sig selv. Især når man flytter flere tusinde kilometer væk fra venner og familie, og man kommer nok tættere på hinanden, det er i hvert fald, hvad der er sket i vores tilfælde.
Det er nu lidt over to år siden, at vi valgte at sige "på gensyn" til Danmark for at starte på en frisk i USA. Rent fodboldmæssigt var det det eneste rigtige, og familiemæssigt har det vist sig at være det bedste, der kunne ske for os.
Et skifte vi aldrig har fortrudt. Jimmy var på daværende målmand i Vejle, og flere ting gjorde, at han, ja faktisk os alle sammen, trængte til luftforandring - hovedsageligt på grund af fodbolden.
En ny tilværelse
Siden ankomsten har vores hverdag ændret sig drastisk. Vi bliver ofte spurgt, hvad vi får tiden til at gå med, for de fleste dage har Jimmy fri allerede ved 13-tiden, og jeg er jo "housewife". For det meste svarer vi, at vi ikke rigtig laver noget, men det er altså ikke helt sandt.
Derfor synes jeg, det er skægt at skrive denne blog, og så kan familien og andre læsere derhjemme jo også følge med i hverdagen hos os. Og jeg kan måske sætte en stor streg under det faktum, at jeg rent faktisk laver noget :-)
Amerikanere med gang i
Jeg husker tydeligt i starten, hvor vi boede her, og vi talte meget om, hvor travle amerikanere faktisk er. De har altid utroligt mange jern i ilden, og det gælder alt lige fra arbejde, børnenes aktivitet, sociale arrangementer og velgørenhed. Vi grinede lidt af det, og langsomt er vi så selv blevet nogle af dem med planer hver eneste dag.
Blandt andet går vores piger til et utal af sport, og det hele skal jo samtidig tilpasses Jimmys træning og kampe.
Det kan godt være en udfordring at få det hele til at gå op i en højere enhed, når det nu er helt normalt at alle børn går til klaver, dans, tennis og fodbold - alt dette på samme tid. Ikke noget med at gå på kompromis, når man kan det hele, vel?
Men vigtigst af alt, børnene elsker det, så vi må bare sørge for at det hele klapper
Jimmys job er vigtigst
Det er så her, jeg kommer ind i billedet, for allervigtigst er det jo, at det hele er planlagt omkring fodbolden, for det er trods alt derfor, vi er her.
I skrivende stund kan man godt sige det går fantastisk med fodbolden. Sporting Kansas City har netop nu spillet 8 kampe i sæsonen, og vundet 7. Derudover har Jimmy kun indkasseret 3 mål, og har for nylig stået en brandkamp i Vancouver, Canada.
Ja, han får rejst og set en del af landet. Landet er jo så meget større, så når holdet skal på udebane, betyder det, at de er væk 3-5 dage ad gangen, og når det så er 2 udekampe i streg, er de væk, som nu, en hel uge.
Far er meget væk
Det er lige noget, man skal vænne sig til, men vi hænger i. Til gengæld hygger vi så rigtig meget, når endelig vi får vores far hjem igen. Jeg kan somme tider komme helt i tvivl om, om Mille overhovedet har opdaget, han er væk.
For som alle andre teenagere smutter hun ind på værelset, lige så snart hun er hjemme fra skole eller sport. Isabella derimod er helt ude af den hver eneste gang far rejser. Så vi tæller dage og nætter
Masser af nye venner
Kansas City er blevet den by, vi kalder hjemme. Vi er faldet rigtig godt til og har mødt utrolig mange søde mennesker.
Jeg tror faktisk aldrig, vi har oplevet en sådan gæstfrihed før. Det skal virkelig opleves, for at man kan tro på det. Vi har nu skabt vores nye kapitel her. Derfor har vi også valgt at få alle vores møbler sendt over, og er netop flyttet i et større hus.
Man kan roligt sige, vi stortrives. Men samtidig foregår alt vidt forskelligt fra det, vi kender, så intet går let. Men hvem sagde også, det skulle være let - hvad ville udfordringen være i det? :-)

Jeg slutter med en video fra en hyggestund: Jimmy, der får klask af vores yngste datter ;-) Vi ses.

.
Se alle aktuelle historier fra Aalborg
Tip os
.
    .
    Denne artikel kan ikke kommenteres.
    .
    Nyheder
    relaterede artikler
    .
    .
    mest læste - Nyheder
    .
    .
    .
    .

    Forsiden lige nu

    .
    .