Bredbånd Nord erkender brug af ulovlig metode
Medlemmer af idrætsforening stemte dørklokker i Hjørring i weekenden
BRØNDERSLEV: - Det er desværre rigtigt.
Sådan reagerer salgs- og marketingdirektør Christian Sørensen fra Bredbånd Nord, da NORDJYSKE viderebringer meldinger fra en række læsere om, at selskabet i weekenden havde folk ude at stemme dørklokker i dele af Hjørring.
Baggrunden for hans indrømmelse er, at avisen i tirsdags kunne citere tre formænd for antenneforeninger i Vendsyssel for at sige, at Bredbånd Nord benytter ulovlige metoder, når det gælder hvervning af nye kunder.
Det handler om, at selskabet får hjælp af såkaldte ambassadører eller ildsjæle i lokale foreninger til at skaffe kunder.
Antenneformændene kunne fortælle, ildsjælene i adskillige tilfælde havde stemt dørklokker i bestræbelserne på at hverve nye kunder, hvilket er en overtrædelse af dørsalgsloven. Syd Energi har netop fået en bøde på 100.000 kr. for nøjagtig samme handlemåde.
Salgs- og marketingdirektør Christian Sørensen afviste, at det var den generelle fremgangsmåde, og at selskabet altid understreger over for foreningerne, at de netop ikke må stemme dørklokker. Men selvfølgelig kunne der ske svipsere, erkendte Christian Sørensen.
- Nå, det er vist ikke bare svipsere, har det så siden lydt fra flere læsere, som har kunnet fortælle, at folk fra en idrætsforening i weekenden var meget aktive med at opsøge folk i Hjørring på Bredbånd Nords vegne.
Denne påstand har NORDJYSKE forelagt Christian Sørensen, som har undersøgt sagen og kan melde, at det er rigtig nok:
- En idrætsforening har været lige vel kreative og haft en række talentspillere ude og stemme dørklokker. Det er sket på trods af, at vi så sent som i sidste uge aftalte med idrætsforeningen, hvad den kunne gøre for os, og vi understregede, at der netop ikke måtte ske henvendelse til folk på deres hjemmeadresse.
- Det har vi nu talt med idrætsforeningen om igen, og den beklager misforståelsen. Sagen er jo, at vi gerne vil hjælpe disse foreninger, som får et bidrag til klubkassen for de kunder, de sætter os i forbindelse med, men selvfølgelig skal de overholde loven, fastslår Christian Sørensen.
Han tilføjer, at alle foreninger, som arbejder for Bredbånd Nord, nu får en reminder om reglerne.
Christian Sørensen ønsker ikke at oplyse, præcis hvilken idrætsforening, der var rigeligt kreativ i Hjørring i weekenden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.