Hotelgæster skrider fra dyre regninger
Hoteller oplever jævnligt svindel for mange tusinde kroner
DANMARK: En hotelovernatning med tilhørende minibar, middag, alkohol og morgenmadsbuffet kan hurtigt løbe op i nogle tusind kroner. Men nogle mennesker ser det som en gratis fornøjelse, skriver metroxpress.
Hotellernes brancheorganisation Horesta har hvert år en række sager, hvor hotelgæster er stukket af fra dyre regninger.
Typisk har synderne givet falske informationer om navn og kreditkort, eller også har de bedt hotellet sende regningen til et bestemt firma, som de intet har med at gøre.
- Der sker med mellemrum, at folk rejser uden at betale regningen, og så er der nogle episoder, hvor det ligner udspekuleret bedrageri. Det kan være folk, der turnerer rundt på flere hoteller og udgiver sig for at komme fra en bestemt virksomhed, siger formand Jens Zimmer Christensen, der oplyser, at flere af sagerne har ført til politianmeldelse.
Brugte 15.000 kr. og stak af
For en måned siden tjekkede en mand ind på Hotel Royal i Aarhus, hvor han brugte knap 15.000 kroner på flere overnatninger, mad og drikke.
- Det var en almindelig, pæn mand omkring 50 år, som vi stolede på. Han sagde, at regningen skulle sendes til firmaet, men det viste sig, at hverken manden eller firmaet eksisterede, fortæller hoteldirektør Tina Olesen til metroxpress.
Horesta oplyser dog, at hotellerne er blevet bedre til at undgå svindel ved at kræve forudbetaling eller ved at kontrollere kundernes oplysninger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.