Ingen Contador i gadeløb
Men arrangør lover verdensstjerne senere på året
Opdateret kl. 17:03
AALBORG: Det forlød, at man var tæt på at kunne præsentere Alberto Contador som deltager i gadeløbet SpilNu.dk Grand Prix i Aalborg tirsdag aften. Arrangøren Jonas Mikkelsen fra Special Invite gik på jagt efter sponsorer til de 100.000 kroner, man manglede for at kunne præsentere den tidligere Tour de France-vinder som deltager, men tilsyneladende er det ikke lykkedes helt.
I hvert fald skriver arrangørerne i dag i en pressemeddelelse, at løbet gennemføres med deltagelse af de tre danske Tour de France-deltagere Jakob Fuglsang, Lars Bak og nordjyske Michael Valgren.
Samtidig vil arrangørerne så efter løbet løfte sløret for, at der senere i år kommer en verdensstjerne til Aalborg.
- Yderligere vil vi på tirsdag efter gadeløbet præsentere at en af verdens største cykelryttere kommer til Aalborg senere på året. Hvem personen er og hvad der kommer til at ske, løfter vi sløret for på målstregen efter cykelløbet, skriver Jonas Mikkelsen i en pressemeddelelse.
Herudover har han ingen kommentarer om nyheden.
Løbet køres i Aalborg tirsdag aften klokken 18.00.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.