Ingstrup-drab: Nægter sig skyldig i drab på bror
55-årig er tiltalt for at have dræbt sin bror sidste år i Ingstrup
Opdateret kl. 14:20
INGSTRUP: Tirsdag formiddag startede retssagen mod den 55-årige mand, som er tiltalt for at have dræbt sin egen bror under et slagsmål i november sidste år.
Det var en tilsyneladende rolig og fattet 55-årig, der satte sig i vidneskranken foran dommeren og nævningetinget for at afgive sin forklaring i sagen.
Han nægter sig skyldig i drabet, og hans forsvarer nedlægger påstand om frifindelse.
Det er dog anklagemyndighedens opfattelse, at den 55-årige dræbte sin bror 13. november sidste år kort før kl. 21 i tiltaltes hjem i Ingstrup, hvor den to år ældre bror boede til leje.
Ifølge anklageskriftet har den dengang 54-årige tiltalte dræbt sin bror ved kvælning - dels ved at have taget fat om halsen på ham og dels ved at stoppe kartofler ned i halsen på ham. Desuden har han slået ham flere gange mod hals og hoved.
Ringede selv til politiet
Politiet fik anmeldelse omkring kl. 21, og det var tiltalte selv, der ringede efter alarmcentralen.
Opkaldet blev afspillet i retten, og her kunne man høre en tydeligvis beruset tiltalt fortælle om slagsmålet mellem ham og broren, som førte til brorens død.
- Min storebror ligger død i køkkenet. Vi er kommet op og slås. Lige pludselig skvattede han om. Han er blevet kvalt, siger den 56-årige under opkaldet til alarmcentralen.
Alarmcentralen spørger ham under opkaldet, om det er tiltalte, der har kvalt sin bror, og her svarer tiltalte nej, og at han ikke ved, hvordan det er gået til.
Da ambulancen kort efter ankom til huset i Ingstrup trak den 57-årige ikke vejret. De fandt ham med en kartoffel galt i halsen, som de måtte lirke ud af halsen på ham med en gaffel. Det lykkedes at genoplive broren, men han døde efterfølgende af sine kvæstelser på Aalborg Universitetshospital.
Den 55-årige tiltalte blev anholdt med det samme, da politiet ankom på stedet kl. 21.18.
Tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret 14. november.
Han har af flere omgange erkendt at have taget kvælertag på sin bror, men i retten tirsdag nægtede han sig altså skyldig.
Der er afsat fire retsdage i sagen, og der forventes at falde dom 24. september.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.