It-guru til Aalborg
Pranav Mistry kaster glans over IKT-konference
Rigtig mange mennesker har ingen anelse om, hvem Pranav Mistry er. Men for andre er han det helt store, og han har betydning for os alle, idet han arbejder med sammenhængen mellem menneske og computer. Pranav Mistry er født i Indien og i dag tilknyttet det meget ansete Massachusetts Institute of Technology i USA. Sidst på denne måned er han hovedtaler, når Aalborg Universitet og det nordjyske IKT-partnerskab BrainsBusiness tirsdag 27. marts holder BrainMatch-konference i Aalborg Kongres & Kultur Center med op mod 500 deltagere. Udover hovedtaleren deltager der også flere markante personligheder fra Google og Siemens. Målet med konferencen er at byde erhvervslivet yderligere op til dans omkring informations- og kommunikationsteknologi (IKT), fortæller dekan Eskild Holm Nielsen fra universitetet: - BrainMatch er overskriften for en lang række initiativer, der skal booste samarbejdet mellem Aalborg Universitet og erhvervslivet inden for IKT-området. - Det er vores grundlæggende tanke, at vores forskning i langt større grad skal ud at arbejde i samfundet, og vi er overbeviste om, at IKT-teknologi også fremover vil være en afgørende vækstmotor for dansk erhvervsliv, siger Eskild Holm Nielsen. Spektakulære opfindelser På universitetet glæder man sig meget til mødet med Pranav Mistry, fordi han er manden bag nogle af de mest spektakulære digitale opfindelser de senere år. Hovedtanken i hans arbejde er yderligere sammenkobling mellem mand og maskine, så menneskets fem sanser udbygges med computeren som en sjette sans. Selvom mange af Pranav Mistrys opfindelser stadig er på udviklingsstadiet, har han allerede flyttet en lang række grænser for, hvordan vi fremadrettet tænker teknologien sammen med menneskets ageren. Invitation til erhvervslivet Til konferencen 27. marts har flere andre internationalt anerkendte talere også meldt sig på banen. Det gælder blandt andre Googles internationale Search & GEO Channel Manager Alfred Biehler og Siemens' forskningschef Uwe Hermann. Der vil også være mulighed for speeddating med ph.d.-studerende inden for specifikke områder, og i det hele taget er konferencen en invitation til erhvervslivet, som blandt andet Dansk Industri gerne tager imod. - Konkret har vi jo behov for en kombination af øget produktivitet og nogle produkter med unikke løsninger, der tilfører værdi til kunden. Vi har jo herhjemme en omkostningsstruktur, der gør, at vi skal være smartere end andre, og her er IKT og elektronik nogle vigtige ingredienser, siger direktør i branchefællesskabet ITEK (it, tele, elektronik og kommunikation) i Dansk Industri Tom Togsverd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.