Sport

Kæmpe drama: Udvisning og udligning i sidste sekund

Vendsyssel Håndbold og Ajax København delte i en sand håndboldgyser

Vendsyssel Håndbold leverede en af de bedste præstationer i Morten Arvidssons tid som træner i klubben i kampen mod Ajax. Arkivfoto: Bent Bach
Vendsyssel Håndbold leverede en af de bedste præstationer i Morten Arvidssons tid som træner i klubben i kampen mod Ajax. Arkivfoto: Bent Bach

HIRSTHALS: Der var drama for alle pengene, da Vendsyssel Håndbold og Ajax København delte pointene imellem sig efter en dramatisk topkamp.

24-24 endte opgøret, og det kunne Ajax være mest tilfredse med, for det udlignende mål faldt først i de allersidste sekunder. Simone Spur Pedersen sendte opgørets sidste scoring i netmaskerne med kun syv sekunder tilbage.

En trænerfejl blev særdeles dyr i de sidste sekunder. Timeout-kortet blev lagt forkert af Vendsyssel-træner Morten Arvidsson, det kostede en udvisning og gav Ajax København muligheden for udligne. Det ærgrer naturligvis Morten Arvidsson, der ellers havde set holdet præstere noget af det bedste håndbold i hans tid som træner.

- Det er selvfølgelig min fejl, og det tager jeg på mig og undskylder for. Det er ærgerligt, at det koster os sejren, siger Morten Arvidsson.

De to hold fulgtes ad kampen igennem. Vendsyssel Håndbold havde et lille overtag det meste af tiden, men kunne ikke trække afgørende fra.

Kort inde i anden halvleg kom hjemmeholdet Vendsyssel ellers foran med fire mål, men Ajax bevarede roen og efter en timeout åd københavnerne stille og roligt nordjydernes føring.

Resten af kampen var et parløb, hvor Vendsyssel kom foran og Ajax fik udlignet, og sådan endte det også - uafgjort 24-24.

- Vi spiller med større disciplin, end vi plejer. Vi holder tempoet og blev ved med at holde konceptet i kampen, og det er jeg rigtig godt tilfreds med. Det er en af de absolut bedste præstationer i min tid som træner, og så manglede vi endda Sisse Bruun, som sammen med Kristina Bille nok er den, der har spillet flest minutter i denne sæson, siger Morten Arvidsson.

Resultatet betyder, at Vendsyssel forsømmer at avancere i tabellen. En sejr kunne ellers have sendt dem op på siden af Roskilde på fjerdepladsen, men med uafgjort forbliver Vendsyssel på femtepladsen.

Ajax København er på andenpladsen med 34 point.

Anne Nørkjær blev topscorer for Vendsyssel Håndbold med ni mål.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden