Kært gensyn med legenderne

Deep Purple

* * * *

AALBORG: Der er øjeblikke, der slår en med ærefrygt.

Som de minutter i Skovdalen i Aalborg sent torsdag aften, hvor tæt på 5000 fortrinsvis midaldrende, fortrinsvis mænd med fugtige øjne og salige smil om læberne skrålede ”Smoke On The Water”, så duerne flaksede op fra deres nattelogi i trætoppene.

Det er den slags oplevelser, man er glad for at have fået med her i livet.

Da Deep Purple-guitaristen Steve Morse mod slutningen af koncerten efter lidt strengelir stemte i med det legendariske riff til ovennævnte 70’er-rockklassiker brød jubelen løs i Skovdalen, og man måtte overgive sig.

Det vil være ualmindeligt hovski-snovski herefter at påstå, at det engelske pensionistband ikke har nogen berettigelse i 2013. Når man kan gøre så mange mennesker så glade i bare et par minutter, skal man naturligvis bare blive ved med at ture verden rundt. Også selv om man som alderspræsidenterne Ian Gillan og Roger Glover nærmer sig de 70.

Man kan godt blive lidt træt af den udpræget bedagede måde at give koncert på, som Deep Purple og mange af deres jævnaldrende bands praktiserer. Guitarsolo her, keyboardsolo der, trommesolo og til overflod en solo til Roger Glover på bassen. En til dig og en til mig, og ih hvor er vi dygtige på hver sit felt. Men når det afleveres med uhøjtidelig charme, som det skete i Skovdalen, glider det alligevel ned. Om ikke andet så i respekt for bandets fornemme karriere.

Og så adskiller Deep Purple sig fra mange andre af datidens stjerner på et andet afgørende felt: Bandet laver stadig musik af høj kvalitet og havde hele fire af de nye numre fra 2013-albummet ”Now What?!” med på sætlisten. De vakte naturligvis ikke helt så meget genklang hos publikum som ”Highway Star”, ”Smoke On The Water” og ”Black Night”, men de faldt heller ikke igennem.

Hvor mange andre af 70’ernes store bands kan prale af det?

Lars Aare

lars.aare@nordjyske.dk