Karakterbog: Løkkes ministerhold får hug
Vælgerne giver hans hold 3,8 i gennemsnit - se hvilken minister, der får højeste karakter
HELE LANDET: Venstre-regeringen får en kølig modtagelse af vælgerne, som giver de 17 ministre en gennemsnitskarakter på 3,8 i en ny undersøgelse. Det er klart lavere end Thorning-regeringernes årskarakterer. Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen nærmer sig en dumpekarakter, mens dansk politiks ’grand old man’, Bertel Haarder, får højest karakter af vælgerne.
Det skriver Ugebrevet A4.
Den 71-årige kultur- og kirkeminister Bertel Haarder får en gennemsnitskarakter på 5,4 og ender dermed på den klart højeste karakter blandt ministrene. På de næste pladser følger justitsminister Søren Pind med karakteren 4,8 og udenrigsminister Kristian Jensen med karakteren 4,6.
Glad og ydmyg
Det er en ”glad men også ydmyg” Bertel Haarder, der kommenterer topplaceringen på vælgernes ministerliste.
- Man taler meget om nye, friske kræfter. Men det her siger jo lidt om, at det at høre til den ældre del af ministerholdet ikke nødvendigvis er nogen ulempe. Hverken for mig eller for regeringen, siger Bertel Haarder.
Det er Analyse Danmark, som for Ugebrevet A4 har bedt 1.000 repræsentativt udvalgte vælgere om at vurdere de 17 ministres evne til at forvalte deres embede og være en dygtig og troværdig politiker og minister.
Ikke meget at grine af
Ministrene har på den baggrund fået karakterer på syv-trins-skalaen, hvor 12 er topkarakteren og -3 er bundkarakteren.
Mens der er noget at glæde sig over for Bertel Haarder, så er vælgernes overordnede dom dog ikke noget at grine af for Venstre-regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Med en samlet gennemsnitskarakter på 3,8 bliver Løkke-regeringens ministre bedømt klart lavere end den tidligere regering med Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen.
Det er syvende år i træk, at Ugebrevet A4 har bedt vælgerne om at give regeringen årskarakterer, og kun én gang før har det samlede ministerhold fået en lavere karakter. Det var i 2010, da Løkke sidst stod i spidsen for en borgerlig regering.
I spidsen for nyt projekt
Og det er langt fra godt nok for en ny regering, understreger Søs Marie Serup, politisk kommentator og tidligere Venstre-pressechef samt rådgiver for Lars Løkke Rasmussen.
- Sidst Løkke var statsminister, så sad han i den sidste time af et døende projekt, som han ikke selv havde sat i gang. Denne gang har han selv stået i spidsen for et nyt hold og et nyt projekt, så at ligge under Thorning-regeringerne er et virkeligt dårligt resultat, siger hun til Ugebrevet A4.
Statsministeren lander selv lidt under gennemsnittet med en karakter på 3,6. Helt i bunden af ministerlisten ligger den udskældte uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, som lige akkurat sniger sig over dumpegrænsen med en karakter på 2,1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.