Karneval satser på VIP-område
Som noget nyt kan man under dette års karneval købe sig til ekstra fordele i Kildeparken
Opdateret 21. maj 2013 kl. 12:33
AALBORG: For første gang har Aalborg Karneval indført et VIP-armbånd, der giver adgang til luksuriøse omgivelser under festlighederne.
For 495 kroner får man adgang til et særligt VIP-område i Kildeparken, hvor der vil være behagelige siddepladser, luksustoiletter, fri øl og vand, og kokke fra Webers eventteam serverer festivalburgere.
- Vi har lyttet til vores gæster, som gennem flere år har efterspurgt noget nyt og anderledes, og det forsøger vi at give dem med et VIP-område, hvor man kræser lidt ekstra om gæsterne, siger talsmand Reimer Ivang.
Øget billetsalg
Til trods for de økonomiske problemer, som foreningen havde tidligere på året, ser man positivt på fremtiden.
- Det var en svær situation, vi stod i, men vi har fornemmet en klar opbakning. Indtil nu har vi nået de budgetterede mål, og det bliver et brag af et karneval, siger han.
- I sidste uge og specielt i weekenden kunne vi mærke en øget efterspørgsel på armbånd. Det har jo været en lang vinter, og mange er først begyndt at tænke på karneval nu, siger han.
Planlægger næste år
Selvom den økonomiske situation endnu ikke er sikker, er planlægningen af næste års karneval allerede i gang.
- Vi kan mærke, at aalborgenserne rigtig gerne vil karneval, så vi er positive med hensyn til næste år, siger Reimer Ivang.
- Mange har en interesse i at karneval overlever, og vi har modtaget mange gode ideer til, hvordan vi kan udvikle det. Så planlægningen af 2014 er allerede i gang, siger Reimer Ivang.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.