Kasserer slipper for fængsel
- Hun skulle have haft en hårdere dom, mener ny kasserer i personaleforening.
Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:39
KLOKKERHOLM: Den forhenværende kasserer i Klokkerholm IF og personaleforeningen på rådhuset i Dronninglund blev tirsdag ved retten i Hjørring dømt for underslæb til i alt 445.000 kroner mod de to foreninger.
Anklageren lagde op til en ubetinget fængselsstraf, men dommer Mette Søndergaard lod kvinden slippe med 1 års betinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste.
Desuden skal kvinden betale erstatning til foreningerne svarende til de beløb, hun uretmæssig har tilegnet sig ved at forfalske bilag og overføre penge til sig selv igennem flere år som kasserer.
Søvnløse nætter
Den 54-årige valgte at modtage dommen.
Repræsentanter for både Klokkerholm IF og personaleforeningen overværede retssagen, og flere udtrykte bagefter utilfredshed med dommen.
- Hun skulle have haft en hårdere dom, mener Karina Gundersen, der har efterfulgt den 54-årige som kasserer for personaleforeningen på det gamle rådhus i Dronninglund.
- Det har været rigtig hårdt og har givet mange søvnløse nætter. Det er jo en lille by, påpeger Karina Gundersen.
Vigtigt, at hun skal betale
Merete Vangsted Rathleff, formand for Klokkerholm IF, tog dommen mere afslappet.
- Det vigtigste for os er, at hun får en dom og skal betale pengene tilbage. Så kan man diskutere straffen, men det har vi heldigvis et retssystem, der tager sig af, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.