EMNER

Kendte og kongelige i Musikkens Hus

Lørdag aften uddelte kronprinsparret priser til 1,1 mio. kr.

Kronprinsparret til prisshowet i Aalborg lørdag. Foto: Martin Damgård
Kronprinsparret til prisshowet i Aalborg lørdag. Foto: Martin Damgård

Opdateret 28. september 2014 kl. 08:27

NORDJYLLAND: De kendte og kongelige var inviterede til det stort anlagte DR-show i Musikkens Hus i Aalborg lørdag aften, da kronprinsparret skulle uddele en million kroner i to lige store portioner til et enestående navn i kulturlivet og indenfor det sociale område.

Endnu flere havde selv købt og betalt billetten til 595 kroner for halvanden times show, så koncertsalens 1298 pladser var besat.

Det var jubilæum for priserne, da uddelingen af den i år var placeret i Aalborg og byens nye Musikkens Hus.

Bikubenfonden indstiftede prisen, der i alt er på 1,1 million kroner, i 2004 og forærede den til kronprinsen og kronprinsessen i bryllupsgave, da de blev gift i maj det år.

Det blev designer Cecilie Manz, der fik Kronsprinsparrets Kulturpris 2014 i Musikkens Hus i Aalborg lørdag aften.

Den sociale pris gik til organisationen TUBA, der yder støtte og hjælp til ofre fra 14 til 35 år af misbrugsforældre. TUBA har en afdeling i Aalborg.

Begge priser er på 500.000 kroner.

Cecilie Manz’ design blev præmieret for altid at bygge på en klar og stærk ide, der skaber associationer til historiske ting og samtidigt afspejler nutiden. Cecilie Manz evner at kombinere forskellige designstrategier på nye måder. Cecilie Manz designer til hjemmene og gerne i både akryl, læder, marmor og et væld af andre materialer, lød det i begrundelsen for prisen til designeren.

Den sociale pris til TUBA blev givet fordi der i Danmark er 122.000 børn og unge, der vokser op i familier med alkoholproblemer og derfor mistrives. Problemet findes i alle samfundslag, og TUBA er ofte det eneste sted børn og unge har at gå hen med de problemer, forældres misbrug skaber for dem.

TUBA har arbejdet for disse børn og unge i 17 år og arbejder fortsat på at bryde det tabu, det er at vokse op i en misbrugsfamilie. I 2013 hjalp TUBA 4000 unge.

De to stjernedryspriser på hver 50.000 kroner blev givet til den næsten nyuddannede fotojournalist Lærke Posselt og skuespiller Johanne Louise Schmidt for at være markante og nyskabende på hver sit felt.

Det var femte gang, de kongelige besøgte Musikkens Hus, siden det åbnede i marts i år.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden