Købte hotel til velgørende formål
I denne uge tester børn og unge fra Ungdommens Røde Kors hotellet ”Ønskeland” på Øland
ØLAND: Det tidligere ”Yellow Hotel” på Øland summer igen af liv.
Omkring 50 børn og unge har sammen med 20 ledere fra Ungdommens Røde Kors indtaget hotellet, der består af 25 værelser og en række lejligheder. De er her på ferie, men de har også en anden funktion.
De tester hotellet og omgivelserne.
Hotellets nye ejere er nemlig klar med et koncept, der betyder, at velgørende organisationer og foreninger i fremtiden får stillet hotellets faciliteter til rådighed gratis.
- Vi skal finde ud af, om stedet her fungerer, og så er det jo nærliggende at teste på målgruppen, fortæller Jan og Gitte Vestergaard Olsen, Aabybro, der overtog hotellet sidste forår og har brugt et tocifret millionbeløb på projektet.
De sidste mange måneder har de brugt på at renovere hotellet, der har fået navnet ”Ønskeland.”
Søgte velgørenhedsprojekt
Parret overtog hotellet, der var et konkursbo, i maj 2015. Da havde det stået ubrugt hen siden 2008.
De havde længe været på jagt efter rammerne til et velgørenhedsprojekt - noget, de ikke havde meget erfaring med.
- Det var vist noget med et medlemskab af ”Hjerteforeningen”, siger Jan Vestergaard Olsen med et smil.
Han solgte i 2011 sine aktier i Aalborg Industries, og så var der pludselig tid og ressourcer til velgørenhed.
Parret var ikke i tvivl om, at deres målgruppe skulle være mennesker, der på en eller anden måde har fået særligt vanskelige vilkår.
- Vi forestillede os noget i retning af et julemærkehjem eller et lignende projekt, forklarer Jan og Gitte Vestergaard Olsen, som allerede har kontakt til flere organisationer og kommuner, der har taget godt imod deres ideer.
Hotellet er en selvejende institution med en bestyrelse, og meningen er, at de enkelte organisationer selv skal stå for deres udgifter ved opholdet, mens parret påtager sig den fremtidige vedligeholdelse af bygningerne.
Fra august er der ansat en leder, der blandt andet skal arbejde med forskellige pakkeløsninger og ophold i forskellige længder.
”Ønskeland” forventes at være i fuld drift fra 2017.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.