Kommunaldirektør fratræder sin stilling
Efter to år som kommunaldirektør i Læsø Kommune har Johan Norden valgt at opsige sin stilling på grund af længerevarende sygdom
LÆSØ: Læsø Kommunes kommunaldirektør, Johan Norden, har været sygemeldt de seneste seks uger og har nu valgt at fratræde sin stilling, oplyser han i en pressemeddelelse:
- For en lille kommune som Læsø er det nødvendigt, at kommunaldirektøren er til stede og arbejder på fuld kraft. Det kan jeg desværre ikke leve op til længere, da jeg er blevet ramt af sygdom af længere varighed. Det er en ærgerlig beslutning, for jeg har været rigtig glad for at være i kommunen. Men jeg føler, at det er det eneste rigtige at gøre af hensyn til kommunen og de ansatte.
Borgmester Tobias Birch Johansen beklager Johan Nordens beslutning.
- Jeg er ked af, at vi skal have en udskiftning på den post, men jeg har stor respekt for, at Johan Norden har truffet beslutningen af hensyn til kommunen. Det viser hans ansvarsbevidsthed, og kommunalbestyrelsen er Johan Norden taknemmelig for den indsats, som han har ydet for Læsø Kommune i de seneste to år som kommunaldirektør. Vi ønsker ham god bedring og alt godt i fremtiden, lyder det fra borgmesteren.
Han erkender, at der nemt kan gå et halvt år, inden Læsø Kommune finder en afløser for Johan Norden.
- Vi har haft et beredskab i kommunens ledergruppe de sidste seks uger, mens Johan Norden har været sygemeldt, og det fortsætter, indtil vi får en ny kommunaldirektør.
Tobias Birch Johansen samler nu kommunalbestyrelsen til en snak om fremtiden på onsdag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.