Kun et mirakel kan redde BI
Nederlag til herrerne, der er på vej ned i 1. division
BRØNDERSLEV: Det har været en hård uge for bordtennis-herrerne i BI. Men ungdommen triumferer.
Det blev til to klare 0-5-nederlag mod Virum lørdag og Næstved søndag. Det betyder, at der skal mirakler til, hvis BI bordtennis skal undgå nedrykningen til herrernes 1. division.
Virum var ganske enkelt en klasse bedre end Brønderslev. Kampen mod Næstved var mere jævnbyrdig, men endnu en gang var det BI-spillerne, der trak det korteste strå i de tætte fem-sæts kampe. Især Carsten Egeholt var uheldig, efter at han ellers havde spillet fremragende bordtennis mod Næstveds to bedste spillere, fortæller formand for BI-Bordtennis, Thomas Krog.
BI’s andethold fik klø 8-1 af OB’s førstehold. Til gengæld imponerede BI’erne ved at spille 7-7 mod et stærkt hold fra B75, der på papiret var klare favoritter. Det ene point betyder, at der nu er tre point ned til Vejle, der ligger under nedrykningsstregen. Dermed tyder alt på, at BI i næste sæson kan have et hold i 1. division og i 2. division.
I Pigedivisionen fortsætter BI1 den direkte kurs mod slutspillet om medaljer. Otte kampe har Amalie Nørgaard og Agnete Kranker spillet, og resultatet er otte sejre.
- Klart mest modstand fik de to i søndagens kamp på Brønderslev Gymnasium mod BI 2 bestående af Anna Ansø og Victoria Cramer. Kampen endte 3-2 til BI 1 efter noget af det bedte og mest intense pigebordtennis, der længe er set. Inden det indbyrdes opgør havde BI 1 slået pigerne fra B 75, mens BI 2 havde slået Rønde, beretter Thomas Krog.
Også i juniordivisionen var der drama, da Vejle-Brønderslev ligeledes på Brønderslev Gymnasium tog imod B75. Spillerne fra Hirtshals var opsatte på at revanchere det ydmygende 8-0 nederlag de fik på hjemmebane. Brønderslevs Rasmus Schøn tabte en uhyre tæt og velspillet kamp til sin tidligere holdkammerat Kevin Nielsen. Til gengæld trak Rasmus og hans makker Mikkel Madsen det lange strå i en tæt doublekamp. Stillingen var 6-6 inden de to afgørende singler, som heldigvis begge blev vundet, så Mikkel Madsen, Mikkel Johansen, Mickey Elsborg og Rasmus Schøn kunne trække sig sejrrigt ud af kampen og bevare førstepladsen i Juniordivisionen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.