Fængslet kvindelig AaB-tilhængers karantæne udløb søndag
Den varetægtsfængslede 31-årige kvindes karantæne udløb i går - nu har hun fået en ny
Opdateret kl. 18:06
AALBORG: Da en 31-årig kvinde søndag eftermiddag blev anholdt for at kaste et askebæger i hovedet på en kontrollør foran Nordjyske Arena, var det første gang i et år, hun havde mulighed for at se fodbold på stadion.
Kvinden, der er særdeles godt kendt af politiet, havde således haft karantæne fra at komme på stadion - en karantæne, der udløb netop søndag.
- Man kan jo undre sig over, at en fodboldfan gør sådan noget netop på den dag, deres karantæne udløber, siger vagtchef Aage Pedersen fra Nordjyllands Politi.
Ny varetægt og karantæne
Den 31-årige kvinde blev mandag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for vold mod kontrolløren, som efter episoden måtte en tur på skadestuen.
Politiets anklager har således fire uger til at finde ud af, om der skal rejses tiltale mod kvinden.
Indtil det sker, kan hun sidde i arresten og ærgre sig over, at der nu igen går en rum tid, før hun kommer til at se fodbold på NORDJYSKE Arena.
Hun er således igen uønsket på stadion og har allerede fået en ny karantæne.