Erhverv

Landbrugskonkurs i Thy koster Vestjysk Bank dyrt

Konkursen hos den store nordjyske mælkeproducent Sejersbøl giver statsejede Vestjysk Bank et tab på op imod 200 millioner kroner

Fra venstre Erik, Jakob, Jørgen og Kristian Sejersbøl er her fanget i gladere tider i 2009, da Sejersbøl tog nye økologiske staldbygninger i brug. Arkivfoto: Diana Holm
Fra venstre Erik, Jakob, Jørgen og Kristian Sejersbøl er her fanget i gladere tider i 2009, da Sejersbøl tog nye økologiske staldbygninger i brug. Arkivfoto: Diana Holm Diana Holm

TILSTED: Har du en drøm om at blive en stor mælkebonde, og kan du investere et godt stykke over 100 millioner kroner i at realisere drømmen, så skal du rette blikket mod Thy. Her ligger et af landets største kvægbrug, Sejersbøl, der gik konkurs i august efter flere måneders forsøg på at gennemføre en rekonstruktion.

Konkursen efterlader hårdtprøvede Vestjysk Bank med et tab på op imod 175 millioner kroner, mens Nykredit Bank har udsigt til at tabe omkring 43 millioner kroner. Det fremgår af fortrolige dokumenter udarbejdet tidligere på året i forbindelse med forsøget på at rekonstruere Sejersbøl.

Gæld langt større end værdier

Nykredit Realkredit ser som den eneste af de store kreditorer ud til at kunne slippe fra konkursen med skindet på næsen, da der er fuld sikkerhed for en realkreditgæld på omkring 73 millioner kroner inden for den værdi af ejendommen, som revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte er nået frem til.

Sejersbøl har siden februar været sat til salg for 145 millioner kroner kontant. Heraf udgør prisen for bygninger og jord ifølge den offentlige salgsopstilling i alt knap 130 millioner kroner, mens de resterende 15 millioner kroner skal dække købet af besætningen på 923 køer og 858 styk kvæg under opdræt samt af maskinparken.

Der er i følge Deloitte samlede krav mod Sejersbøl på 314 millioner kroner, som helt overvejende består af gæld til Nykredit-koncernen og Vestjysk Bank.

Til at dække disse krav med er der kun værdier, som Deloitte tilbage i februar vurderede til at være på i alt 112 millioner kroner. Den usikrede gæld - den der ikke er dækning for - er således på 207 millioner kroner.

Værdier bliver mindre

Gælden på de 314 millioner kroner er naturligvis uændret i dag, men værdierne må formodes at være blevet mindre, da forsøget på at sælge Sejersbøl indtil videre ikke har båret frugt.

Nykredit Realkredit har som realkreditselskab førsteprioritet, det vil sige, at det står i forreste række blandt panthaverne, når indtægterne fra et salg af Sejersbøl skal fordeles.

Derfor kan realkreditselskabet tåle, at Sejersbøl bliver solgt til en væsentlig lavere pris end de 145 millioner kroner og stadig få dækket hele sit tilgodehavende på 73 millioner kroner.

Mindre heldig er Vestjysk Bank, som står yderligere blandt panthaverne, og som derfor hurtigt vil kunne se sine penge forsvinde ud i den blå luft, hvis Sejersbøl sælges til en lavere pris.

Kurator er tavs

Kurator i konkursboet efter Sejersbøl, advokat Corna Levin Munch, vil ikke fortælle, hvordan det går med at få solgt Sejersbøl og hvilken dividende, hun forventer til Nykredit og Vestjysk Bank.

- Vi forsøger at sælge Sejersbøl, og jeg vil ikke fortælle, hvilke forventninger til salgsprisen, jeg har, siger hun.

Sejersbøl er fortsat i fuld drift med to landmænd i spidsen og 15 ansatte.

Sejersbøl har været drevet som et interessentskab med Jørgen, Erik, Jakob og Kristian Sejersbøl som deltagere. De er også gået konkurs.

Det er Nybolig Landbrug i Tønder, der har Sejersbøl på salgshylden (under navnet "Vestermark").

Mægler: - Fornuftig interesse

- Vi har oplevet en fornuftig køberinteresse for Vestermark, og jeg er forhåbningsfuld med hensyn til, at vi kan lukke en handel i år, siger indehaver Bjarne Jacewicz fra Nybolig Landbrug i Tønder,

Han vil ikke svare på, om han forventer et salg til udbudsprisen på de 145 millioner kroner set på baggrund af, at Sejersbøl i dag uden resultat har været til salg i 10 måneder.

Ramt af landbrugets krise

Da Vestjysk Bank forleden offentliggjorde sit resultat for årets første ni måneder, konstaterede bankens ledelse, at "banken har fortsat udfordringer med store nedskrivninger på landbrugsengagementer".

Banken nedskrev i perioden i alt 326 millioner kroner på svage udlån. Landbrug tegner sig for næsten 90 procent af disse nedskrivninger.

Det vides ikke, om nedskrivninger på udlånet til Sejersbøl er med i dette tal, eller om banken allerede tidligere har nedskrevet sit udlån til Sejersbøl.

Den danske stat ejer omkring 83 procent af aktierne i Vestjysk Bank.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden