Lynge: - Jeg forstår dem ikke
AaB's sportsdirektør forstår ikke, hvorfor AaB-fans boykotter Lyngby-kamp.
AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen stiller dig dybt uforstående overfor, at en stor gruppe af de mest trofaste AaB-fans har valgt at boykotte søndagens kamp mod Lyngby som følge af, at AaB har truet med at følge trop på FC Københavns beslutning om at sløjfe udebaneafsnittet, når de spiller mod de store hold i Superligaen. - Der er jo ikke ændret noget som helst, som situationen er lige nu. For vores fans vil oplevelsen af at komme på stadion til kampen mod Lyngby og også til den næste udekamp være nøjagtig den samme, som den hele tiden har været. Som det er lige nu rammer de nye tiltag jo kun dem, som de skal ramme - nemlig de idioter fra FCK, der ikke kan opføre sig ordentligt, siger sportsdirektøren. - Vi har jo lovet, at fansene nok skal blive taget med med på råd, hvis det først bliver nødvendigt. Men jeg håber da, at det slet ikke kommer dertil. Hvis vores fans opfører sig ordentligt, som de hidtil har gjort, så sker der jo slet ikke noget. De skal jo bare gøre, som de hele tiden har gjort, for vi har jo ikke været i nærheden af de problemer, siger han. Ærgerlig Sportsdirektøren ærgrer sig dog over, at opbakningen ikke bliver den samme som normalt til dagens kamp. - Jeg er da altid ked af, at der er nogen, der bliver væk, men sådan må det så være. Jeg har et personale, som jeg skal tage hensyn til, og derfor har vi truffet den beslutning, vi har gjort. Vi var nødt til at handle hurtigt, og derfor var der ikke tid til at tage alle med på råd. Og det har jeg det fint med, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.