TEATER

THOMAS VINTERBERG OG MOGENS RUKOW "Begravelsen"

"Første Deel kunde gjerne være borte, - men den giver Forkundskaber, og de ere nyttige", siger H.C. Andersen, og sådan er det også med de første scener i "Begravelsen", fortsættelsen af "Festen".
Tragedien foregår ved fader Helges begravelse, en halv snes år efter "Festen", og det er første gang siden den, de tre søskende er samlet.
For det er en tragedie, fnysende fræk og ætsende i sin bitre konsekvens, men også djævleblændet morsom ved sin verbale vids bid og sine mange festligt barokke indslag.
I centrum står Christian, der spørger: Hvem er jeg? Han forstår ikke sig selv. Hans fars pædofile gespenst fortæller ham, at han har hans blod i sine årer, og han må erkende, at alting gentager sig, at fædrenes synder straffes på børnene.
Han oplever sin neurasteniske (nervesvækkede, red.) uro som en destruktionstrang, og han ved ikke bedre end at skyde sit sølle hjerte op i livet og optræde som skadevolder og ødelægger for dog at være med.
Et gennemgående tema i dramaet er fremmedgørelsen, der kommer til udtryk som kvalme. Personerne oplever, at den fortrolige verden af kendte ting er et slør af bedrag.
Christian afpersonaliseres, han er ikke længere en person, men en ting, ikke en broder, men en fremmed tydningsløs ting, som Michael, da sandheden går op for ham, først elsker som broder og dernæst afslutningsvis forholder sig til som en ting.
Han har stolet på Christian, men Christian er ikke ét med den tydning, som Michael udkaster af ham. Midt i fortrolighedens harmløse hygge sætter fjernheden ind, og han opdager, at Christian er en anden.
Morten Kirkskov har sat i scene: solidt arbejde, der placerer og bevæger ensemblet godt og med sikker sans for de finere nuancer. Spillet er stemt fremragende sammen.
Thomas Bjørnager er mester for den behændige scenografi.
Martin Ringsmose har rollen som Christian, manden, der ikke kan bekæmpe sin skæbnesvangre lidenskab. Man sidder musestille under hans store scener, grebet af den inderlighed og forkrampede kraft, som han gennemfører Christians tragedie med. Hans præstation er så rig på glimrende enkeltheder.
Steffen Eriksen er Christians lillebror, Michael, lidt farveløs og unuanceret, og han spiller sig sin store afsluttende og lidt for langtrukne scene af hænde. Han forløser ikke ganske rollen, nok fordi han ikke gennemfører de mange sving i sine følelsesskift, så at man fornemmer dem.
Helges konfliktsky enke, Else, spilles med vanlig sikkerhed af Marianne Høgsbro: Ingen taler, tak! Hun kender sin familie og vil, at facaden skal holde.
Christians søster Helene er lagt i hænderne på Lise Baastrup, som nok agerer noget for ivrigt, mens Amalie Dollerups Sofie, der som Michaels nye veninde kastes hovedkulds ind i dramaet, er en spinkel brik, men hun står sig som en sympatisk brik i det spil, skæbnen spiller omkring hende.
Forestillingen får sit lys og sin varme, sit hjerte og sin menneskelighed af Laura Kold som Christians smertefuldt vidende kone Pia. Hun skaber en rig og stærk skikkelse. Også menneskelighed stråler ud af kokken Kim i Mads Rømer Brolin-Tanis bredt skårne udgave.
I Aalborg Teaters version bliver dramaet løftet højt og lysende i vejret. Jeg oplever det som en kunstnerisk succes af betydning.
Jens Henneberg
kultur@nordjyske.dk
Thomas Vinterberg og Mogens Rukow: "Begravelsen"
Instruktion: Morten Kirkskov
Scenografi: Thomas Bjørnager
Aalborg Teaters store scene, onsdag aften.
Stykket spiller marts måned ud. Se alle aktuelle historier fra Aalborg