Retspleje

Knivdrama: Fire personer løsladt

Dommer valgte at løslade fire mistænkte for knivstikkeri i Kaas, hvor en 33-årig mand en overgang var i livsfare

Politiet har anholdt fire personer efter knivstikkeriet. Foto: Jan Pedersen
Politiet har anholdt fire personer efter knivstikkeriet. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 20:23

KAAS: En 33-årig mand var en overgang i livsfare, efter at han muligvis var blevet stukket med en kniv i lysken på en adresse i Kaas.

Fire personer blev mandag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for drabsforsøg, men dommeren valgte at løslade dem alle, da der ikke var grundlag for at varetægtsfængsle dem, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Peter Redder.

Tvivl om, hvad der er sket

Politiet har nemlig ingen anelse om, hvordan den 33-årige er blevet stukket. De fire anholdte, der befandt sig i huset sammen med den 33-årige, nægter at have ført kniven.

- Vi ved, at han er blevet såret af knivstik, men vi ved ikke hvordan. Der er ikke tegn på kamp i huset, så det kan i princippet være ham selv, eller et uheld, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen.

I huset fandt politiet en blodig kniv, men om den har tilknytning til sagen, kan politiet endnu ikke fastslå med sikkerhed.

Stadig sigtede

Den 33-årige havde sammen med de fire andre drukket tæt hele søndag, og om aftenen blev der slået alarm fra huset, fordi den 33-årige blødte kraftigt fra lysken.

Da politi og ambulance nåede frem, havde manden ingen puls, og to af personerne i huset var i gang med at give ham førstehjælp. I ambulancen på vej til Aalborg Universitetshospital, lykkedes det dog at pulsen op igen, fortæller vagtchefen.

Den 33-årige var i livsfare efter knivstikkeriet, men blev mandag morgen meldt uden for livsfare. Politiet havde mandag aften endnu ikke været i stand til at afhøre ham.

De fire mistænkte - to kvinder på henholdsvis 38 og 45 år samt to mænd på 52 og 48 år - er stadig sigtede for drabsforsøg, og politiet efterforsker videre i sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden