Bymarkskolen får ingen hjælp
Mariagerfjords børne- og familieudvalg mener, at skolen selv er skyld i underskuddet på 2,7 mio. kr.
HOBRO: Skolebestyrelsens anmodning om en økonomisk håndsrækning til Bymarkskolen afvises af et enigt børne- og familieudvalg.
Politikerne mener nemlig, at skolen i forbindelse med byggeprocessen har truffet nogle valg, som er skyld i underskuddet på 2,7 mio. kr., forklarer udvalgsformand Mogens Jespersen (V).
- Og det kan man fint gøre, hvis man selv vil betale. Problemet er, at skolen har haft større underskud, end dialog- og aftalestyringen tillader, men det er der taget hånd om. Der er truffet en aftale, så skolen har to år til at få underskuddet ned under de tilladte fem procent, og det må de så rette sig efter, siger Mogens Jespersen.
Flot legeplads
Han køber ikke skolebestyrelsens argument om, at sammenlægningen af fire skoler har udløst ekstraudgifter, som der ikke var bevilget penge til.
- Man havde syv-otte måneder til at tilpasse staben, efter at Onsild Skoles situation var afklaret og det bør man kunne nå. Desuden stammer underskuddet i vidt omfang fra indkøb af nyt inventar, at man valgte at bruge 750.000 kroner på personalerummet ud over det, der var bevilget, og at man har leaset en meget flot legeplads. Igen: det er ok, at man har valgt at gøre de ting, men så skal man selv betale, mener Mogens Jespersen.
Skolebestyrelsen bøjer sig for beslutningen, men fastholder ifølge formand Mads Lunau sin pointe om, at der ikke var afsat midler nok til at løse hele opgaven.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.