En af årets store koncertbegivenheder herhjemme er Coldplays for længst udsolgte optræden i Parken til august. Men hvad kan man bruge ventetiden på?

Chris Martin & Co. lod sidst høre fra sig i november med albummet "Mylo Xyloto", men i de sidste par uger er der kommet musik fra andre, som med lidt god vilje kan sammenlignes med de store mestre inden for den alternative pop/rock.

cd pop/rock
Keane: "Strangeland"



Britiske Keane dukkede op midt i 90'erne, altså samtidig med Coldplay, men begyndte først at lave plader midt i nullerne og har altid måttet finde sig i at stå i skyggen af deres landsmænd.
Det vil bandets fjerde album næppe ændre på.
Keane's musikalske signatur er at bruge piano som hovedinstrument i stedet for guitar, og det er også det gennemgående koncept på "Strangeland".
Det er sukkersød vellyd fra ende til anden, båret af Tim Rice-Oxleys pianospil og Tom Chaplins lyse og klare vokal.
Ud over singleudspillet "Silenced by the night" er der hitpotentiale i numre som "You are young" og "Neon River", men det samlede indtryk er lidt småkedeligt.
Der er lidt for meget tuderock over det, og teksterne gør ikke meget for pladen, som de skifter mellem fortvivlelse og håb - måske efterdønninger af forsanger Tom Chaplins narkomisbrug, som han dog efter sigende skulle være "helbredt" for.


CD POP/ROCK
Kent: "Jag är inte räd för mörkret"


Svenske Kent, der i år blandt andet kan opleves på Skanderborg Festival, er ligeledes jævnaldrende med Coldplay og nok det nærmeste, Skandinavien kommer et band af samme format i genren.
Sammenligningen med Coldplay ligger måske ikke lige for, når man ser på Kents omfattende bagkatalog, men på det seneste udspil er der faktisk mange lighedspunkter.
Ikke mindst singleudspillet og pladens intronummer "999" er som snydt ud af næsen på en klassisk Coldplay-komposition med et markant keyboard-riff som bærende musikalsk element. Et rasende godt popnummer, som resten af pladen dog har lidt problemer med at leve op til.
Det, Kents Joakim Berg mestrer bedre end nogen andre, måske endda Coldplay selv, er at skrive meningsfyldte og poetiske sangtekster. Engang imellem med kraftige modhager midt i den musikalske vellyd - som i "Färger på natten": "De gav mig Seconal, Nembutal, Veronal & Klorpromazine när jag bad om ett glas vin."
Bestemt et værdigt udspil fra svenskerne, der bedre end så mange andre formår at udvikle sin musikalske karakter fra år til år.

CD POP
Marina and the Diamonds: "Electra Heart"




Musikalsk har græsk/walisiske Marina Lambrini Diamandis absolut intet med Coldplay at gøre. Til gengæld er hun - uvist af hvilken årsag - valgt som support til koncerten i Parken.
Med forbehold for, at hun har nogle livekvaliteter, som ikke kommer til udtryk på hendes seneste plade, fristes man til at ønske, at den, der har valgt at belemre publikum med hendes tilstedeværelse, måtte få renset ører med en rusten og rødglødende hæklenål.
Pladen er spækket med pubertetspop af værste skuffe og dunkende maskinelle diskoteksrytmer, der kun hører hjemme i et østeuropæisk melodi grand prix, vekslende med intetsigende ballader.
Det kan godt være, at Marina har en ironisk og humoristisk distance til sig selv og sin kunst, men det bliver musikken ikke bedre af.
Lars Aare
lars.aare@nordjyske.dk

Keane: "Strangeland"
Universal Music

Kent: "Jag är inte räd för mörkret"
Universal Music

Marina and the Diamonds: "Electra Heart"
Warner Music