Næstformand smidt ud af Nye Borgerlige
Kritik på Facebook af kristendommen kostede posten i den nye forening i Jammerbugt og Brønderslev kommuner
Opdateret kl. 21:24
NORDJYLLAND: En række ytringer på Facebook har kostet Niels Vestergaard Thomsen posten som næstformand for Nye Borgerliges nystiftede lokalforening for Jammerbugt og Brønderslev Kommune - og også medlemskortet til partiet.
- Hovedbestyrelsen har ekskluderet Niels Vestergaard Thomsen. Vi kunne ikke leve med det, han havde skrevet på Facebook, siger næstformanden i partiets landsorganisation, Peter Seier Christensen, til NORDJYSKE.
Det var et debatindlæg af formanden for Kristendemokraterne, Stig Grenov, der fik den nu forhenværende næstformand i lokalafdelingen til tasterne. I en række indlæg skrev Niels Vestergaard Thomsen blandt andet, at hvis han kom i Folketinget, vil han arbejde for "en afkristning af dansk kultur," og at kristendom står for "dumhed, snæversyn, fordomme og intolerance". Han skrev også, at "kristne er så hykleriske, de hylder livet og deres næste med deres selvindbildske ædle menneskesyn, men godhedens apostle er i virkeligheden så snæversynet, at de ikke kan tillade andre værdier, der kunne gøre deres medmennesker lykkelige".
- Hans synspunkt om, at kristendom står for dumhed og intolerance og ikke skal have indflydelse på vores samfund, harmonerer slet ikke med partiets holdninger. Vi mener jo tværtimod, at kristendom er grundlaget for vores samfund. Samtidig bruger han en tone, som slet ikke harmonerer med, hvad vi ønsker, siger Peter Seier Christensen.
- Man må gerne have skrappe holdninger hos os. Men vi lægger megen vægt på at holde en ordentlig tone og ikke angribe andre, siger næstformanden.
Nye Borgerlige har ca. 3000 medlemmer på landsplan. Ifølge næstformanden har partiet i det år, det har eksisteret, ekskluderet "under 10 medlemmer".
- Når man stifter et nyt parti, må man forvente, at der melder sig nogle ind, der alligevel ikke hører hjemme hos os, siger han.
Partiet har ingen fast procedure for behandling af eksklusioner. Nogle gange tager man først en dialog med den, der risikerer eksklusion. Det er ikke sket i det aktuelle tilfælde.
- Vi mener ikke, der her er så meget at diskutere. Så vi har ekskluderet ham og bagefter informeret ham om beslutningen, siger Peter Seier Christensen.
Det har ikke været muligt at træffe Niels Vestergaard Thomsen, der bor på Gjøl, eller lokalafdelingens formand, Carsten Nielsen fra Dronninglund.
Førstnævnte har i mellemtiden slettet de kritiserede indlæg. Til gengæld kan man på hans Facebook-side læse en syv dage gammel hyldest til det franske parti Front Nationals frontfigur, Marine le Pen. "Marine, jeg elsker dig, simpelt hen," hedder det på fransk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.