Nordjylland

Nordjyder vil hellere ændre vaner end se alderen i øjnene

Når håret gråner, skruer vi ned for læsningen, op for belysningen og skipper gør-det-selv projekterne

Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Opdateret kl. 13:26

NORDJYLLAND: Når vi fylder 40 år, føler vi os langt fra gamle. Faktum er dog, at vores øjne ældes hurtigere, end vi gør. Alderssyn rammer os allerede, når vi runder de 40 år, hvor øjets evne til at fokusere og stille skarpt på både nære og fjerne afstande er nedsat med 68 procent.

Men næsten seks ud af ti nordjyder (58 procent) over 40 år ændrer hellere vaner og rutiner i stedet for at se alderen i øjnene. Kun 40 procent af de berørte danskere har prøvet at finde en løsning på deres tiltagende alderssyn. Det viser en ny omfattende nordisk undersøgelse om alderssyn (presbyopi) foretaget for Alcon Nordic A/S blandt 5195 nordiske respondenter over 40 år, heriblandt 1023 danskere.

Lægger bogen på hylden

Turen til optikeren er tilsyneladende for lang. I hvert fald vælger mange i stedet at ændre helt basale ting i hverdagen.

Fire ud af ti nordjyder over 40 år har således forsøgt at komme uden om synsproblemerne ved at ændre belysning i hjemmet og på jobbet (40 procent), og hver tredje har valgt at læse mindre (34 procent), fordi deres øjne ikke længere kan stille skarpt.

Hver tiende flytter rundt på tv og møbler (11 procent), går tidligere i seng (10 procent) og arbejder mindre (10 procent) på grund af alderssyn. Endvidere skærer hver tiende (9 procent) ned på gør-det-selv-projekterne.

- Man behøver altså ikke ændre vaner eller gå på kompromis med synet, fordi man døjer med alderssyn. Der findes både multifokale briller og kontaktlinser, så langt de fleste kan finde en personlig løsning, hvis de lægger vejen fordi optikeren, udtaler Bo Lauenborg, der er chefoptiker i Aarhus.

Dette ændrer vi for at kompensere for vores alderssyn
Dette ændrer vi for at kompensere for vores alderssyn
1. Ændrer belysning i hjem/på job 40 %
2. Læser mindre 34 %
3. Flytter rundt på møbler 11 %
4. Går tidligere i seng 10 %
5. Arbejder mindre 10 %
6. Skærer ned på gør-det-selv-projekter 9 %
7. Bruger smartphone mindre 5 %
Kilde: Nordisk undersøgelse om alderssyn blandt 5.195 respondenter fra Norden - heriblandt 1.023 danske respondenter over 40 år.

Spiser sig til et bedre syn

Ifølge undersøgelsen tager svenskerne andre metoder i brug. Her forsøger hver fjerde (26 procent) at komme synsproblemerne til livs ved at omlægge kosten. Dette er især udtalt blandt svenske kvinder over 40 år (29 procent).

Undersøgelsen er foretaget af TargetPR i samarbejde med Megafon på vegne af Alcon Nordic A/S i september og oktober 2015. I alt omfatter undersøgelsen 5195 respondenter fra Danmark, Norge, Sverige og Finland fordelt på 1023 danskere, 1038 nordmænd, 2032 svenskere samt 1102 finner. Undersøgelsen er foretaget på internettet og efterfølgende vægtet på køn, alder og region for at sikre repræsentativitet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden