Håber på solbrillevejr
Så gøres der klar til Sindal Marked, hvor også Kandis optræder
SINDAL: Vejrudsigten er rimelig for de kommende fire dage, som står i Sindal MArkeds tegn.
DMI forudser, at kommer enkelte byger, men det er i absolut småtingsafdelingen.
Sindal Marked besøges hvert år af omkring 100.000 mennesker, og Markedsudvalget håber selvfølgelig på godt vejr, så der også i år vil komme rigtig mange til nogle hyggelige markedsdage.
Markedsudvalget har sammensat et varieret program med musik og underholdning for folk i alle aldre.
I år kan man opleve Kandis, Clark Kent og The Superband, Six Pack, Kings of Rock, Plug & Play Band, The Irish Waterfalls, Lasse og Mathilde, Vindstyrke 15, lokale Sun-Z, Lendum Squaredansere, Kvissel Dancers, Sindal Harmonikaklub og mange andre.
Og der er underholdning for børn med Benny Schumann og Mek Pek & Warny Mandrup samt Sejr’s store børnevenlige tivoli med masser af forlystelser.
Der er også heste- og smådyrsmarked alle dagene og ikke at forglemme de mange gader med kræmmere, der har noget for enhver smag.
DDS Spejdernes populære kaffe- og vaffeltelt er igen klar med lækkerier, og Røde Kors Genbrug har sørget for, at de har mange nye spændende ting med på markedet.
Kræftens Bekæmpelse er også til stede med en stand, hvor der uddeles oplysningsmaterialer om blandt andet den vigtige HPV vaccination til unge kvinder. Børnene kan lave solarmbånd og se, hvornår de skal være forsigtige med solbadning.
Markedet indledes med et stort optog fra Nørre Torv med Sindal Blæserne i spidsen.
Optoget går til det store markedstelt på markedspladsen, hvor borgmester Arne Boelt officielt vil åbne Sindal Marked. Herefter er der gratis sildebord til alle gæster.
Der er rigtigt lagt op til fire festlige dage i Sindal, og Markedsudvalget håber på et stort overskud, der igen fordeles ligeligt mellem Sindal Rideklub og Sindal Idrætsforening.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.