Jagten på oprykning er begyndt
Thisted FC startede tirsdag eftermiddag ud med løbetræning og tekniske øvelser for at komme i form til den forestående sæson i 2. division
THISTED: Selvom det ikke engang er fire uger siden, Thisted FC tog på sommerferie, var forventningsglæden stor på Lerpytters bane 1 tirsdag aften, hvor A-truppen stod klar til at tage hul på den kommende sæsons forberedelser. Træningen var først programmeret til at starte klokken 17, men alligevel stod størstedelen af holdet klar på banen over 20 minutter før og mindede om en flok køer, der havde længtes efter igen at komme på græs.
Den nye træner Bo Zinck og assistenttræner Henning Pedersen har stået for indkøbet af tre nye spillere. Den rutinerede Kristian Nielsen fra 1. divisionsklubben Skive, det unge målmandstalent Kevin Ray Mendoza fra rivalerne fra Ringkøbing og senest den tidligere TFC’er Sead Gavranovic.
Bedre fodbold i 2. division
Den nye ligastruktur træder i kraft fra den forestående sæson, og assistenttræner Henning Pedersen tror på, at den vil gøre gode ting for 2. divisionen.
- Der er ingen tvivl om, at vi vil komme til at se bedre fodbold i denne sæson, fortæller assistenttræneren, der på grund af Bo Zincks ferie i syden stod for sæsonens første træning alene.
En resultatbevidst træner
Assistenttræneren fortæller, at Bo Zinck er en meget resultatbevidst træner, der vil se det bedste fra sine spillere hver eneste gang - både til træning og til kamp, og hans tiltrædelse i Thisted FC kommer på et meget belejligt tidspunkt.
- Det er tydeligt på holdet, at de synes, de er dygtige nok til at tage et skridt op, og de er klar til at få en trænertype som Bo Zinck, siger Henning Pedersen, der sammen med Bo Zinck i sommerpausen har kigget på løsninger på TFC’s største problemer i sæsonen 2014-15.
- Vi har fået en type som Kristian Nielsen, der skal give os den rutine, som vi har manglet i vores etablerede spil. Ofte har vi domineret kampe fuldstændig men ikke haft det sidste til at få afgjort dem. Derudover har vi fået Sead Gavranovic tilbage, der virkelig har fået indløst sit store potentiale sammen med Bo Zinck. Han bliver helt sikkert en stor offensiv kapacitet for os i den kommende sæson, lyder det Henning Pedersen, der kigger på sit stopur og vender tilbage til banen for at svinge dirigentstokken.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.