Job trues af naturhensyn
Molervirksomheder overvejer at sige farvel til Mors og Fur, hvis gravemuligheder ikke øges
Opdateret kl. 18:36
NORDJYLLAND: Begge molervirksomheder på Mors og Fur er klar til at lukke, hvis de ikke i fremtiden sikres tilstrækkelige råstoffer. Dermed kan den råstofplan, som regionen er på vej med, føre til, at et stort antal arbejdspladser forsvinder.
Den endelige råstofplan bliver først færdig sidst på året, og der er diskussion om at tage et omstridt molerområde ud af planen. For nogle måneder siden pegede direktør Søren Klitskov fra molervirksomheden Damolin på muligheden for at lukke fabrikken på Mors.
Den anden molerindustri på Mors og Fur - Skamol - er gået mere stille med dørene.
- Men det er en reel mulighed at flytte produktionen, siger direktør Jesper Kirkeby Hansen, Skamol.
Konkret kan der blive tale om en flytning til Rusland, hvor Skamol for få år siden købte en fabrik.
Over for erhvervsinteresserne står naturhensyn, hvor bl.a. Danmarks Naturfredningsforening har modsat sig, at der gives nye graverettigheder i Mosebjerg (billedet) på Mors.
- Jeg tror, molerindustrien har haft sin storhedstid, og der kan også være arbejdspladser i det, hvis molerklinterne bliver optaget som verdens- naturarv af UNESCO, siger Mette Jensen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening på Mors.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.