Weekend fyldt af indbrud
Mange indbrud i Brønderslev - der er også sket indbrud i Hjallerup, Dronninglund og Jerslev
BRØNDERSLEV/HJALLERUP: Der er sket en række indbrud i Brønderslev og Hjallerup i den forgangne weekend og tiden omkring. På Nørrebro i Brønderslev var der indbrud i en tilbygning, hvor nogen har opbrudt en lås og stjålet elværktøj. Det er sket mellem torsdag og fredag.
På Frilandsvej i Brønderslev har der også været indbrud, det er sket fra fredag til søndag. Et soveværelsesvindue er opbrudt, og det er stjålet sølvtøj, smykker og en møntsamling.
Lørdag mellem klokken 14 og 20.30 har nogen begået indbrud på Elverhøjsvej i Brønderslev, hvor et bryggersvindue er opbrudt. Her er ikke overblik over, hvad der er stjålet.
I Ådalen har noget forsøgt at bryde en låsekasse op ved et udhus. Det lykkedes imidlertid ikke. Det er sket i perioden fredag til søndag.
En vinkelsliber eller lignende har været i brug ved et forsøg på indbrud på V. Starengvej I Brønderslev. Man har forsøgt at skære en hængelås over til et udhus, og det er sket mellem fredag og søndag. Der er ikke overblik over, hvad der er stjålet.
Også i Jerslev har der været indbrud. Det er sket på Præstelunden i perioden torsdag til lørdag. Et vindue i en terrassedør er opbrudt, og der er rodet i skuffer og skabe. Et guldarmbånd og en guldhalskæde er stjålet.
Den østlige del af kommunen er også blevet ramt af flere indbrud, blandt andet i Hjallerup. På Østermarken har nogen opbrudt et vindue til et værelse og har gennemrodet alt - her er ikke overblik over, hvad der mangler. Det er sket mellem torsdag og søndag.
En landejendom på Hjallerupvej har også haft ubudne gæster. Et vindue er brudt op, og der der blevet rodet i en hel del ting. Det er sket fredag eller lørdag, og her kendes udbyttet heller ikke.
Det er også gået ud over en villa på Rolighedsvej i Flauenskjold, hvor et vindue til et badeværelse er brudt op. Alt er gennemrodet, og der er stjålet smykker og måske mere.
Brønderslev Politi oplyser, at der generelt har været mange indbrud i hele Nordjylland, og at det kan tyde på, at i hvert fald indbruddene i Brønderslev kan være begået af samme gerningsmænd, da måden at komme ind på er den samme stort set alle steder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.