Nordjysk elev forbrændt på skitur
Lærere og klassekammerater reagerede hurtigt, da skitur til Hemsedal tog en dramatisk drejning
Opdateret 10. januar 2013 kl. 07:43
VODSKOV: Eleverne fra 8. klasserne på Vodskov Skole er i denne uge på skitur i norske Hemsedal. Mandag aften kort før klokken 22 blev turen pludselig ramt af en ulykke.
- En elev hælder noget bioethanol på en mini kamin, der står på værelset. Kaminen skulle ikke være der, og det skulle bioethanolen heller ikke, men hotellet har glemt at fjerne det, fortæller viceskoleleder Dorte Poulsen.
Den 14-årige dreng fik 2. og 3. gradsforbrændinger på 15-20 procent af kroppen, og det gik især ud over lårene, en arm og en del af hagen.
Ansvarsbevidst og professionelt
Lærere og elever var hurtige til at slukke ilden fra kaminen, der ikke nåede at sprede sig. Den forbrændte dreng blev hurtigt hjulpet ud i sneen, så han kunne blive afkølet. Efterfølgende fik han et lunkent brusebad, inden ambulancen nåede frem.
- Alle lærere og elever arbejdede virkelig ansvarsbevidst og professionelt. De forstod situationens alvor, så det er rigtig dejligt, at den slags fungerer, siger Dorte Poulsen.
På vej til hospitalet i Hønefoss blev den 14-årige dreng behandlet, og han var i stand til at tale om ulykken.
Intet behov for psykologhjælp
- Han er en rigtig, rigtig fin fyr. Han var meget opmærksom på, at det var godt, at der ikke var sket noget med andre, fortæller Dorte Poulsen.
To af skolens lærere tog med på hospitalet for at støtte drengen og håndtere de praktiske ting. De resterende fire lærere blev tilbage ved de øvrige elever.
- Lærerne var meget opmærksomme på, om der var nogle børn, der havde behov for psykologhjælp eller at blive sendt hjem, men det har ikke været tilfældet, siger Dorte Poulsen, der dog ikke lægger skjul på, at ulykken fylder en del på skituren, der alligevel fortsætter frem til fredag.
Behandles på Rigshospitalet
Den forbrændte dreng er efterfølgende blevet fløjet til Roskilde. Her blev han fragtet videre til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet, hvor han efter alt at dømme skal være indlagt de næste 14 dage.
- Han er rigtig stabil efter omstændighederne, så det skal nok gå fint. Begge forældre er ovre ved ham, og jeg har talt med dem flere gange. De er sikre på, at han nok skal blive sig selv igen, siger Dorte Poulsen, der samtidig roser den professionelle behandling, som drengen har fået i Norge og på Rigshospitalet.
- Den norske læge har henvendt sig til skisportscenteret for at påtale faren ved kaminen, der nu er blevet fjernet. Det skal vi selvfølgelig også følge op på, men i første omgang har vi håndteret det vigtigste, hvilket er at vores børn har det godt, siger Dorte Poulsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.