Ny pengeregn fra fond
Den samlede udlodning i 2016 nærmer sig nu kraftigt 3 mio. kroner
MARIAGERFJORD: Hvornum Kultur og Forsamlingshus, Hobro Friplejehjem, Mariager Fiskeriforening og Fighterne for Livet.
Det er blot nogle af de seneste i rækken af foreninger i Mariagerfjord-området, som har nydt godt af den bugnende pengetank i Sparekassen Hobro Fonden.
I alt har fonden til dato i 2016 modtaget 151 ansøgninger - og støttet 89 forskellige foreninger og projekter.
Støttebeløbene har svinget lige fra 5000 og op til 200.000 kroner, og sammenlagt har Sparekassen Hobro Fonden indtil videre udloddet næsten 3 millioner kroner i 2016. Helt præcist 2.967.053,00 kroner.
Senest var Hans Jørgen Nielsen fra fonden på besøg i Hvornum Kultur og Forsamlingshus, hvor han kunne overrække næsten kr. 21.000 kr. nyt service og andet udstyr til forsamlingshuset.
Formand Poul Søndberg var til informationsmøde vedr. det nye Hobro Friplejehjem - medbringende et beløb på 25.000 kroner til arbejdsgruppens formand Jørgen Pontoppidan.
Mariager Fiskeriforening kan ligeledes med glæde se tilbage på et besøg af den gavmilde formand fra Sparekassen Hobro Fonden.
Hele 50.000 kroner fik fiskeriforeningen i tilskud til en ny bådebro, som i øvrigt allerede blev taget i brug dagen efter Poul Søndbergs besøg i Mariager.
En helt ny forening i Hadsund - Fighterne for livet - fik et tilskud på 17.000 kroner, da Poul Søndberg på vegne af Sparekassen Hobro Fonden kiggede forbi.
Mariagerfjord kunstforening har også fået del i fondsmidlerne - i form at et tilskud på 25.000 kroner til foreningens nye udstilling i Kunstetagerne i Hobro - og endelig har Sparekassen Hobro Fondens økonomiansvarlige, Jørgen Bertelsen, været på besøg i den gamle hæderkronede fodboldklub i Århus, nemlig Aarhus 1900. Her har Sparekassen Hobro Fonden støttet en renovering af fodboldklubbens klubhus med ikke mindre end kr. 75.000,00.
Dermed er der dog næppe sat punktum for gavmildheden i 2016.
Uden at ville sætte et beløb på, hvor mange penge fonden yderligere vil udlodde i år, antyder formand Poul Søndberg kraftigt, at der endnu er store muligheder for at få del i fondspengene.
- I 2015 uddelte vi godt 6 millioner kroner, så i forhold til dette år, er vi jo kun halvvejs.
- Der er dog ingen der siger, at vi skal op på dette beløb igen i år - eller for den sags skyld over dette beløb. Vores hensigt er at konsolidere os med lidt på kistebunden til eventuelle fremtidige år, hvor der eventuelt ikke vil være så store udbytter til os fra Jutlander Bank. Samtidig vil vi også gerne samle lidt sammen, så vi på et tidspunkt har mulighed for at gå ind i et større projekt, hvis et sådant dukker op, lyder det fra Sparekassen Hobro Fondens formand.
Sidste frist for indsendelse af ansøgninger inden det næste bevillingsmøde i fonden er fredag 21. oktober.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.