Nyt mærke klar med priser
Ssangyong har nu nyt forhandlernet og en stribe modeller, hvor Suzuki Vitara-konkurrenten, Luvi, skal være spydspidsen
MOTOR: Først var planen, at den skulle hedde Tivoli som i udlandet.
Efter indsigelser fra forlystelsesparken af samme navn hedder modellen nu Luvi men skal fortsat være spydspids, når det koreanske mærke Ssangyong nu gennemfører et comeback herhjemme. Det sker til priser fra 200.000 kr. for den billigste Base med en 1,6 liters benzinmotor på 128 hk.
Dermed matcher modellen Suzuki Vitara, som den på mange måder ligner. Luvi klarer dog kun 15,1 km/l i den billigste version, hvilket ikke er imponerende, til sammenligning har den tilsvarende og lidt billigere Vitara med 120 hk et forbrug på 18,9 km/l.
Den billigste diesel med en 1,6 liters motor på 115 hk præsterer mere rimelige 23,8 km/l.
Bredt program
Luvi følges af en større Luvi XLV, der matcher en Nissan Qashqai. Den koster 25.000-30.000 kr. mere og lander herhjemme til efteråret.
Ssangyong var senest på det danske marked for otte år siden, og kommer nu tilbage med et bredere modelprogram, der også omfatter SUV’en, Korando, som koster fra 300.000 kr. for grundmodellen med en kraftig 2,2 liters dieselmotor på 178 hk, og ligesom som Luvi fås den med to- eller firhjulstræk.
Længere oppe på prisstigen ligger den store Rexton SUV-model i anden generation fra 2012. Den starter ved 395.000 kr. mens den syv personers MPV-model Rodius begynder fra 400.000 kr. Desuden omfatter programmet pickuppen, Actyon, der koster fra 180.000 kr. plus moms.
Det er Nic. Christiansen gruppen, der står bag importen af mærket, som tidligere blev hentet til landet af Interdan Gruppen. Her er foreløbig blevet ansat forhandlere i Køge, Herning, Sorø og Randers. Men flere er på vej, oplyser Jens Ibsen, der er direktør for det danske importselskab. Herfra starter man forsigtigt ud, da det tager noget tid at bygge er mærke op.
Lang garanti
- Vi forventer at kunne sælge i alt et par hundrede i år, fordelt på alle modellerne, siger Jens Ibsen, som peger på, at firmaet med base i Kolding også står for importen til Sverige, som bygges op sideløbende med den danske del.
- Det betyder, at vi har flere strenge at spille på, siger han.
Nogle af de ting, der ved debuten skal få kunderne ind butikkerne, er en garanti, som hedder fem år/100.000 km på Luvi, Luvi XLV og Korando, mens Rexton, Rodius og Actyon har tre år/100.000 km at tilbyde.
Luvi, der betyder Leisure Utility Vehicle - eller oversat køretøj med muligheder i fritiden - kan ud over Base fås i udstyrsniveauerne Street og Free.
De tre niveauer omfatter det mest grundlæggende udstyr. Dog ikke muligheden for automatisk nødbremse. Men det kan muligvis komme med i et vist omfang fra efteråret, alt efter, hvad importøren får forhandlet på plads med fabrikken.
Da Ssangyong sidst var på markedet, sad mærket på 20 pct. af salget af campere i Danmark.
En omlægning af afgifterne for autocampere og gulpladebiler satte i 2007 en stopper for eventyret, der især var båret af Rexton og Rodius, som dengang med sit godt nok praktiske - men pukkelryggede design kandiderede til titlen som en af verdens grimmeste biler.
Den nye generation er dog blevet meget kønnere. Luvi, som nu for alvor skal tegne mærket herhjemme, blev lanceret på det europæiske marked i 2015.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.