Brønderslev

Per Chr. Kjeldsen blev klar vinder

Tidligere kasserer i 3F Midtvendsyssel, Per Chr. Kjeldsen, er tilbage, men nu som formand

De tre kandidater, Gert Houmark, Per Chr. Kjeldsen  og Laila Stidsholt.
De tre kandidater, Gert Houmark, Per Chr. Kjeldsen og Laila Stidsholt.

Opdateret kl. 21:56

BRØNDERSLEV: Den 57-årige direktør Per Chr. Kjeldsen bliver ny formand for de godt 2600 medlemmer i 3F Midtvendsyssel.

Medlemmerne har talt, og Per Chr. Kjeldsen blev en klar vinder af afstemningen.

Han fik 447 stemmer, Gert Houmark 195 og Laila Stidsholt fik 89 stemmer.

Per Chr. Kjeldsen har været medlem af SiD/3F siden 1982. Det faglige engagement begyndte på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, hvor han var tillidsmand for de 180 3F’ere.

I 27 år har han som kasserer været økonomiansvarlig. De seneste knapt to år har han været direktør i 3F’s eget selskab, SiD Job ApS med base i Aabybro.

Han tiltræder allerede torsdag, men skal til møde i Odense, men fredag morgen indleder han sit nye job med et møde med de 12 ansatte i 3F Midtvendsyssel. Her vil han fremlægge planerne for sit virke som formand.

De fem teser

Per Chr. Kjeldsen har fem teser, han vil arbejde efter:

Professionel.

Gode samarbejdsrelationer.

Tillidsvækkende.

Lægge fortiden bag sig.

Kvalitet.

- Medlemmerne skal mødes med et smil og have en god oplevelse på kontoret, siger han.

Han vil arbejde for, at der bygges et netværk op i 3F Midtvendsyssel.

Fokus på de unge

I sin tid som kasserer har han arbejdet meget for at få de unge med i 3F, og det synes han i høj grad er lykkedes.

- Man vil helt sikkert komme til at høre mere til 3F, siger han.

- Det bliver ikke som i mine første år i 3F. Den ny kontanthjælpsreform har medført, at folk er blevet nervøse for at stå frem på deres arbejdsplads, hvis de er utilfreds med noget.

Han skal nu ud for at besøge arbejdspladser i håb om at skaffe job til flere 3F’ere eller få medlemmer uddannet.

- Det er vigtigt, at medlemmer opkvalificeres. Det har vi haft stor succes med i SiD Job, der er en såkaldt anden operator, der arbejder for at gøre ledige parate til et job.

Noget af det Per Chr. Kjeldsen mindes med tilfredshed er, da det med SiD i spidsen lykkedes at samle folk i tusindvis til at drage til Amtsgården i kampen for Brønderslev Sygehus. Han var også tovholder for byggeri af det ny SiD-hus, der blev indviet i 1997. Men krævede flere års forberedelse.

Aktiv i sin fritid

Måske skal Per Chr. Kjeldsen i en overgangsperiode varetage både direktørposten i SiD Job og i 3F Midtvendsyssel.

Per Chr. Kjeldsen er gift med Bettina Jensen, der er tidligere ansat på 3F Midtvendsyssel, men i dag er ansat i 3F i Aalborg.

Per Chr. Kjeldsen har selv to børn, Maria på 24 år og Emil på 21 år, mens han har to bonusbørn Josefine, der går i 10. klasse, og Frederik, der går i 5. klasse.

Gennem mange år var Per Chr. Kjeldsen aktiv fodboldspiller i BI. Han måtte dog for 10 år siden lægge fodbolden på hylden på grund af et dårligt knæ.

Men han løber og spiller golf samt cykler. Han cykler således gerne til sin arbejdsplads i Aabybro.

I dag er han ikke medlem af noget politisk parti.

Per Chr. Kjeldsen afløser Gert Houmark, der har været konstitueret formand efter Jørgen Olssons afgang i sidste måned.

3F Midtvendsyssel dækker de tidligere kommuner Brønderslev, Aabybro og Brovst.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden