Frederikshavn

Pigtrådsmusikken lever videre

Fire af de gamle pigtrådsbands spiller ved Cosy Club Volume 3 i Det Musiske Hus den 20. maj

De gamle popdrenge kan endnu. Ja, de kan slet ikke lade være. 20. maj er der for tredje år på stribe Cosy Club Reunion i Det Musiske Hus. Arkivfoto: Henrik Louis
De gamle popdrenge kan endnu. Ja, de kan slet ikke lade være. 20. maj er der for tredje år på stribe Cosy Club Reunion i Det Musiske Hus. Arkivfoto: Henrik Louis

FREDERIKSHAVN: Cosy Club, Frederikshavns legendariske popklub lukkede og slukkede i 1967, da diskomusikken og diskotekerne tog over efter pigtrådsmusikken på det populære spillested i Jernbanegade.

Men musikken og minderne lever videre. Og nu genopstår Cosy Club så igen igen. Den 20 . maj er der atter ægte pigtrådsmusik i Det Musiske Hus leveret af fire af de bands, der var med dengang i de glade tressere, da The Beatles og Rolling Stones for altid forandrede populærmusikken og Peter Belli herhjemme var det store ungdomsidol.

Rift om billetterne

Cosy Club genopstod i 2015, og det blev så stort et tilløbsstykke, at arrangørerne gentog bedriften i 2016, og nu følger altså Volume 3 af den genopstandne popklub.

- Vi lytter til publikum og leger lidt med formen. Det er jo i sagens natur, folk der er lidt oppe i alderen, så det bliver med bløde siddepladser i hele salen. Vil man danse bliver der plads til det ude i siderne, fortæller Lars Madsen, der er en af initiativtagerne til "vækkelsen".

Men er bentøjet ikke til tre-fire timers non stop på dansegulvet, så er indholdet, musikken, den samme som i de gode gamle dage på Cosy Club.

Fire bands med lokale musikere, der - så vidt muligt - stiller i de originale opstillinger - spiller hver i cirka 40 minutter.

- Og så bliver der nogle gode, lange pauser ind imellem, så man kan gå i baren, gå ud og ryge og ikke mindst genopfriske gamle minder, siger Lars Madsen.

Billetterne til de første to reunions blev nærmest revet væk. I år bliver billetterne frigivet 1. februar via Arena Nord og Det Musiske Hus’ billetsystem og billetkontorerne på turistbureauerne i Skagen, Sæby og Frederikshavn.

Billetprisen er 200 kr.

De fire bands

De fire bands, der medvirker, er The Claimbers, Frederikshavns første rigtige pigtrådsorkester, som var husorkesteret i de første Cosy-år, før nogen i Frederikshavn havde hørt om Beatles og Stones. The Claimbers stiller med tre af de fire originale medlemmer.

Det samme gør The Firebirds, der i 1966 vandt det nordjyske mesterskab i pigtrådsmusik og som i juli 1966 varmede op til irske Them.

Face To Face, der startede i kælderen på Fladstrand Skole, fejrer 50 års jubilæum med den autentiske besætning fra 1967 og med Jane Riberholt som support på bassen.

The Pretenders fra Brønderslev spillede opvarmning til The Hollies i maj 1966 i PG-klubben i Brønderslev og i 1968 vandt de DR’s konkurrence "Toppen af Poppen". Den 20. maj stiller de med hele den originale besætning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden