Aalborg

Politiet: Ekstremt roligt optog

Festlighederne i gaderne forløber meget roligt - kun en person er anholdt

Aalborg Karneval. Foto: Nicolas Cho Meier
Aalborg Karneval. Foto: Nicolas Cho Meier

Opdateret kl. 17:30

AALBORG: Det er et meget roligt karneval, der i udfolder sig i Aalborg i øjeblikket. Nordjyllands Politi har nemlig ikke ret meget at lave under festlighederne.

De tre optog er klokken 15 så småt ved at være fremme ved Kildeparken, og de mange tusinders tur gennem Aalborg har forløbet i god stemning, oplyser politiet.

Kun en enkelt person er anholdt, og derudover er en 16-årig taget med ind på stationen, fordi han var for fuld til at klare sig selv, fortæller vicepolitiinspektør Poul Severinsen.

- Det er ekstremt fredeligt derude, og alt ånder fred og idyl. Vi har heldigvis ikke så meget at lave, siger han.

40 tissebøder uddelt

Ordensmagten har dog været efter deltagere, der ikke kunne lade være med at kravle op i lygtepæle og på stilladser.

- Det er farligt, og vi opfordrer alle til at blive på jorden, siger Poul Severinsen.

Og så har der igen i år været uddelt tissebøder til de karnevalsdeltagere, der ikke kan finde ud af at bruge et toilet. Omkring 40 bøder på 1500 kroner stykket er det blevet til omkring klokken 15, oplyser Poul Severinsen.

Mindre slagsmål stoppet

Politiet har modtaget enkelt meldinger om spredte små slagsmål i byen.

- Slagsmålene var hurtigt opløst, da vi kom frem. Mindre uoverensstemmelser er ikke til at undgå, når folk forsamler sig og drikker sig berusede. Men vi skrider konsekvent ind og bremser de slagsmål, vi ser, siger Poul Severinsen.

Ingen alvorlige skader

Heller ikke ambulancerne har haft de store ting at se til. Indtil klokken 16 havde ambulance-vagtcentralen (AMK) modtaget 58 112-opkald. Ingen af dem drejede sig om alvorlige skader, oplyser leder af AMK, Jan Lindberg.

Det er typisk berusede folk, ambulancerne kører efter, men også personer der har slået sig eller brækket noget, fortæller Jan Lindberg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden