Politikerne klar med en hjælpende hånd
Frederikshavn Kommunes familieklasser er sparet væk. Men politikerne er villige til at genoptage sagen
FREDERIKSHAVN: Som tidligere beskrevet i NORDJYSKE Stiftstidende lukker de tre familieklasser i Frederikshavn Kommune til sommer.
Familieklasserne er et tilbud (to gange om ugen) til elever, der har svært ved at klare sig i skolen.
Der kan for eksempel være tale om lavt selvværd, eller måske har eleven problemer med at håndtere konflikterne i frikvartererne.
I familieklasserne er der lærere og pædagoger tilknyttet, og elevernes forældre deltager også i aktiviteterne i klassen.
I forbindelse med budgettet valgte politikerne i børne- og ungdomsudvalget imidlertid at nedlægge de tre familieklasser i Frederikshavn, Skagen og Østervrå.
Som tidligere nævnt i en artikel i tirsdags, siger formanden for udvalget, Christina Lykke Eriksen (SF), at der var tale om en spareøvelse, og at det til sidst gik ud over familieklasserne.
Men meget tyder på, at politikerne har lukket en succes, og at familieklasserne har opnået enestående resultater. Derfor vil Christina Eriksen se på sagen igen.
Og nu melder flere af de øvrige partier i udvalget sig også klar til at se på familieklasserne i gen.
Løsgængeren Jette Fabricius Toft stod uden for budgettet, og hun mener, at besparelsen er en forringelse af indsatsen overfor de svage børn.
- Jeg er enig med Christina Eriksen. Jeg synes, vi skal have flere fakta på bordet, og så må vi have afdækket den her sag, siger Jette Fabricius Toft.
Jørgen Tousgaard (S) er lidt mere forbeholden.
- Alternativet var, at der for eksempel skulle spares på fritidsklubberne, som udfører et stort præventivt arbejde. Desuden mener jeg, at vi skal passe på med at oprette specialklasser, og i stedet skal vi have nedbragt klassekvotienten. På den måde får lærerne mere overskud til at tage sig af eleverne, siger Jørgen Tousgaard, der dog er villig til at åbne sagen om familieklasserne igen.
Pia Karlsen (V) er også ”dykket” ned i sagen.
- Nu skal jeg først se på tallene fra forvaltningen. Men måske er løsningen en omstrukturering, siger Pia Karlsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.