Ramt af rutsjebane i Fårup Sommerland
Medarbejder gik stik imod sikkerhedsreglerne ind på banen, mens forlystelse kørte
Opdateret kl. 19:20
FÅRUP: Onsdag eftermiddag omkring kl. 14.45 blev en seniormedarbejder i Fårup Sommerland ramt af rutsjebanen Orkanen.
- Han var ved fuld bevidsthed, da han blev kørt herfra, men Falck vurderer, at han formentlig har brækket et par ribben og den ene arm. Derudover har han fået en hjernerystelse og muligvis punkteret en lunge, men vi ved det ikke med sikkerhed endnu, siger Rasmus Mortensen, som er marketingschef for Fårup Sommerland.
Manden, som har arbejdet i sommerlandet i mange år, var gået ind på banen for at hente en af gæsternes taske, da ulykken skete.
- Det er naturligvis stik mod alle sikkerhedsregler at en medarbejder går ind på banearealet, mens rutsjebanen kører. Vi er i øjeblikket ved at undersøge, hvad årsagen kan være til at en rutineret medarbejder er gået derind, udtaler Søren Kragelund, Direktør Fårup Sommerland, i en pressemeddelelse.
Medarbejderen fik hurtig lægehjælp, da der var en læge blandt gæsterne i parken. Samtidig var Fårups førstehjælpere og parkledelse på stedet inden for få minutter.
Der er desuden tilkaldt krisepsykolog til de gæster samt ansatte, som har været berørt af ulykken. Medarbejderens pårørende er underrettet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.