Rebild får lokal afdeling af partiet Alternativet
Holder generalforsamling 22. juni i Skørping
Opdateret kl. 09:35
REBILD: Både på landsplan og lokalt er antallet af medlemmer hos Alternativet vokset markant siden folketingsvalget i 2015.
På landsplan er der nu 10.000 medlemmer.
Efter folketingsvalget i 2015 arbejdede partiet i Vesthimmerland og Rebild Kommune sammen. Men nu er der kommet så mange medlemmer, at de kan gå hver for sig og arbejde mere målrettet med Alternativets lokale politik frem til kommunalvalget i efteråret 2017.
I Vesthimmerland blev der stiftet en lokalforening i april, og nu er turen kommet til Rebild, hvor der er stiftende generalforsamling onsdag 22. juni kl. 19 i Kulturstationen i Skørping.
I Rebild Kommune er der p.t. 27 medlemmer plus en ungegruppe, oplyser tovholder Susanne Zimmer. I de seneste halvandet år har der været holdt månedlige møder med forskellige temaer. De ”alternative” fra Rebild har også deltaget i klimamødet i Hirtshals, og lokalt blev der arrangeret virksomhedsbesøg på Søndergården i Gl. Skørping i maj.
- Aktivitetsniveauet er højt til møderne i Rebild Kommune, og nu er vi virkelig klar til at få dannet en bestyrelse og gøre os klar til kommunalvalget. Derfor har vi også inviteret Melanie Simick, Alternativets byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune, til at komme og fortælle om den ”alternative” politik i Mariagerfjord, fortæller Susanne Zimmer.
Også ikke-medlemmer er velkomne til mødet, hvor der i øvrigt bliver budt på økologiske pandekager.
Arbejdet med at finde byrådskandidater går i gang til efteråret. Alternativet vil holde kurser for byrådskandidaterne og om byrådspolitik og strategi rundt om i storkredsene, og dem vil partiforeningen i Rebild også deltage i.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.