Sådan undgår du mobil-chok i udlandet
Se hvordan du kan undgå kæmpe telefonregning efter ferieturen
MOBILER: Mobiltelefonen bliver brugt som vejviser, guidebog, tv, musikafspiller og socialt mødested, når vi er hjemme, men når vi rejser rundt i Europa, slår to ud af tre danskere data-roaming fra, viser en ny YouGov-analyse for Telia.
Og det kan der være grund til.
Små ikoner kan koste dyrt
Selv om EU har sat et loft for, hvor meget det må koste at bruge telefonen i et andet EU-land, kan man ende med en dyr regning, advarer cheføkonom Martin Salamon fraForbrugerrådet Tænk.
- Mange forbrugere er for eksempel ikke opmærksomme på, at når de sender en emot-ikon i en sms, kan beskeden blive sendt som en mms. Og så kan beløbet pludselig løbe op, siger Martin Salamon.
Nye EU-regler har fastsat, at roamingafgiften højst må være 46 øre per minut, når man ringer fra sin mobil i et andet EU-land, og 10 øre per minut for at modtage opkald på rejsen.
Din dataregning har en øvre grænse på 465 kroner inden for EU, hvorefter der lukkes for data-roaming på din telefon.
Tjek roaming-priser
EU har varslet, at roaming-afgifterne helt falder helt væk per 15. juni 2017, men det skal man tage med et gran salt, mener Martin Salamon.
- Der vil stadig være forskel på teleselskaberne, og de har mulighed for at gøre deres tilbud mere attraktive, end de bliver tvunget til af EU, siger han.
Derfor opfordrer Martin Salamon til at se på teleselskabernes priser på roaming.
- 10 øre pr. minut for at modtage et opkald
- 18 øre for at sende en sms
- Det er gratis at modtage sms’er
- 46 øre pr. megabyte data, du downloader
- Mails, mms med mere kan være rigtig dyrt. Tjek priserne på dit teleselskabs webside.
Kilde: Forbrugerrådet TÆNK
De bedste tilbud
Teleselskabet 3 det bedste tilbud i Danmark vedrørende roamingpriser, hvis man spørger Nicolas Frederiksen, teleanalytiker hos Telepristjek.dk.
- 3 troner med det mest attraktive roamingtilbud på markedet i dag, siger han.
Med 3’s tilbud ’3LikeHome’ kan du bruge din telefon, som du gør derhjemme, i 28 lande - primært inden for EU - men også i USA.
Det billigste 3-abonnement med 3LikeHome koster 130 kroner om måneden.
Husk hverdagsforbrug
Roaming-tilbuddene hos Telia, TDC og Telenor minder ifølge Nicolas Frederiksen om hinanden, men blandt de tre fremhæver han Telia som det bedste tilbud.
- Telia har vist evne til at forbedre deres roaming-pakker, og samtidig koble dem til mere attraktive abonnementer end for eksempel TDC, siger han.
Med Telias ’Roam Like Home Europa’ kan du tale, sende sms’er, mms’er og surfe, som du gør derhjemme, i 37 lande i Europa.
Det billigste Telia-abonnement, hvor man får Roam Like Home Europa i seks måneder, koster 149 kroner om måneden.
Men det er vigtigt, at man ikke går hovedkulds efter selskabet med det bedste tilbud på telefoni i udlandet, siger Nicolas Frederiksen.
- Man må ikke stirre sig blind på roaming-tilbud. Man skal altid have sit hverdagsforbrug i tankerne, når man vælger teleselskab, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.