Første skøjtetag mod stor jubilæumssæson
Landets ældste skøjtehal bliver med renovering og nybyggeri topmoderne med plads til 4000 tilskuere i FIK’s sæson nummer 50
FREDERIKSHAVN: Danmarks ældste skøjtehal er klar til en omfattende overhaling med både renovering og nybyggeri, og når skøjtehallen i Frederikshavn står færdig senest 1. december vil 4000 tilskuere kunne følge guldaspiranterne fra White Hawks på nærmeste hold, og 750 af tilskuerne vil have siddeplads.
Der er tale om et projekt til i alt 40 mio. kroner, hvor kommunen er medspiller med 21 mio., mens Elite Nord A/S har fået en investorgruppe til at spytte de resterende 19 mio. kroner i kassen.
Projektet indledes straks, og tirsdag morgen blev der ikke som traditionen ellers byder taget det første spadestik.
- Vi skal først igennem en nedbrydning, og derfor vælger vi symbolsk at save de gamle, rådne spær ned, forklarede White Hawks-formand, Peter Conradsen, mens han sammen med formanden for kultur- og fritid i kommunen, Mogens Brag, tog et par tag med saven.
Omkring 75 ishockeyglade mennesker var mødt op til seancen, der med kommunen og investorgruppen som bygherrer og Trigon som bygmestre nu er klar til at lave en tidssvarende skøjtehal.
Ny hal i jubilæumsår
Ishockeyklubben i Frederikshavn, FIK, kan i år fejre 50 års jubilæum, og den nuværende skøjtebane blev indviet i december 1964.
Fem år senere blev der lavet tag over til en decideret skøjtehal, og med diverse udbygninger og renoveringer klarede den skærene frem til 2011, selv om der helt tilbage i 1982 blev konstateret råd i træværket.
- Det medførte en nødvendig beredskabsplan ved sne på taget, og alle kunne konstatere, at der skulle en renovering til på i alt ti mio. kroner, hvis træbuerne skulle bringes i orden, sagde Mogens Brag.
- I stedet for en lappeløsning er det nu lykkedes at finde midlerne til et projekt til 40 mio. kroner, og for de penge bliver der skabt merværdi i hallen, samtidig med at vi får en skøjtehal, der er parat til de næste 50 år.
Stor velvillighed
Formanden for White Hawks, Peter Conradsen, roste den store velvillighed til projektet både hos kommunen og hos en stor investorgruppe med lokale firmaer.
- Og Trigon har lavet et flot projekt, så både White Hawks, FIK ungdom, skøjteklubben og curlingklubben samt de mange tilskuere får bedre forhold.
- Så nu går vi efter guldet i White Hawks, understregede ishockeyformanden.
Ikke en genbrugshal
Vinder af det store halprojekt blev firmaet Trigon, og administrerende direktør Karl Erik Slynge glæder sig til at komme i gang.
- Som frederikshavner kender jeg skøjtehal rigtig godt og kender også dens alder, og i 2011 skiftede vores firma tagpap på hallen.
- Nu skal vi i gang med et projekt, der ikke handler om en genbrugshal, selv om en del bibeholdes. Der skal bygges til, og hallen bliver en halv meter højere, og i det hele taget bliver den mere rummelig, siger Slynge.
På grund af brandfare laves elementerne primært i beton, og fra september kommer der for alvor tryk på byggeriet, der er lovet færdig, så White Hawks kan spille den første hjemmekamp senest 1. december i en topmoderne skøjtehal med plads til 4000 tilskuere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.